Vi bruger Cookies!     

         
 X     
intelligentdesign

Intelligent Design, Creationism and Evolution in Denmark and the rest of the world


Darwin 200 år - en festbremse

Kortfattet generel kritik
Her er kun nævnt det allervigtigste. Se her for en nøjere gennemgang.
Der er nogle få centrale ting, der går igennem hele bogen:

Mangel på dokumentation
Det er reglen snarere end undtagelsen at der mangler dokumentation for bogens, til tider ganske vidtrækkende, påstande.

Papfiguren
I bogen opstiller Tyvand en forestilling om evolutionsbiologer, som er helt forfejlet, og så skyder han på den (det er præcis det, han anklager evolutionsbiologer for, bare med modsat fortegn, se s. 20).
Nogle af de tydeligste tilfælde findes på siderne 27, 41, 71, 106, 126, 210 og 249 (se den lange gennemgang)

Gavnlige mutationer
Tyvand benægter gennem det meste af bogen, at disse overhovedet eksisterer.
På den baggrund argumenterer han så for, at selektionen er fuldstændig magtesløs, når det drejer sig om udvikling af nye strukturer. Man skal helt frem til side 239, før han overhovedet stiller spørgsmålet, om der findes gavnlige mutationer.

Kontinuitet
Han insisterer på, at evolutionen påstås at være kontinuert. Dette modsiges dels af, at der er generationer, hvilket i sig selv indfører diskontinuitet, dels af at mutationer foregår i DNA og derfor må være diskontinuerte. På morfologisk niveau vil miljøpåvirkninger udviske små genetiske forskelle, og i praksis vil der derfor kunne være kontinuert morfologisk variationen mellem individerne i en population.
        Igen mangler dokumentationen.

Algoritmer
Han bygger en stor del af argumentationen på det levendes algoritmiske natur. Altså at processerne i levende organismer har natur af opskrifter, der skal følges i en bestemte rækkefølger af trin, der fører til bestemte resultater. Argumentet (som han gentager til hudløshed) er så, at algoritmer ikke kan opstå af sig selv, og ikke forbedres gennem mutation/selektion. 
        Selvom man accepterer idéen om det levendes algoritmiske natur, er det jo stadig en påstand, som han ikke på noget tidspunkt argumenterer for, at den type algoritmer ikke kan opstå af sig selv, eller forbedres ved mutation/selektion. 
         Påstanden om at algoritmer ikke kan forbedres ved mutation/selektion er i direkte modstrid med sandheden. Se her. Der er flere links i den lange kritik.
        I øvrigt er det pudsigt, at han hævder at alle livsprocesser er algoritmiske, og samtidig at menneskets bevidsthed ikke er underlagt fysiske love (s. 213). Men er bevidstheden så ikke en del af livets algoritmiske natur? Er bevidstheden ikke en livsproces?

Andre vigtige punkter
Han er underligt tilbageholdende med at opstille et alternativ til evolutionsteorien. Det fremgår mere eller mindre indforstået at det er ID eller kreationisme, der er alternativet; men han er ikke særligt præcis.

Han afviser, hvad han kalder ’historiske beviser’. 
        Dermed afskærer han effektivt ethvert forsøg på at forstå, hvad der er sket i fortiden. Er det mon i virkeligheden det, der er hensigten med bogen? Et forsøg på at gøre al videnskab historieløst. For derved at umuliggøre enhver videnskab om fortiden. Og for dermed at åbne for at jorden måske alligevel ikke er så gammel, som geologerne siger; eller i det mindste at det er meningsløst at udtale sig om jordens alder. Han tager kun yderst sjældent stilling til, hvad man skal forvente at se, hvis evolutionsteorien er korrekt.

Han bruger samme trick som mange andre IDister/kreationister, når de kritiserer evolutionsteorien for at være ideologisk betinget:
Han opstiller nogle krav og giver en generel beskrivelse som med samme ret kan gælde for alle videnskabelige teorier. Men han gør det på en måde, der får det til at se ud som om, evolutionsteorien er af en helt anden natur end andre teorier.

      Vi får at vide at evolutionsteorien er en særligt materialistisk teori; at’Darwinisterne’ har et helt specielt sandhedsbegreb (s. 56), at de kræver ’juridiske beviser’ (s. 75); samt at biologer, ene af alle naturvidenskabelige discipliner, burde anerkende formålsårsager;

Tyvand skriver, at han med vilje har placeret et par grimme fejl i bogen. Så kan han jo altid bagefter sige, at sådanne fejl var placeret med vilje. Hvor dumme tror han egentlig, at hans læsere er, at de ikke skulle kunne gennemskue denne taktik? Mon han tror, at han er smart? Det virker utroligt uærligt.         

Tyvand hader tydeligvis Richard Dawkins. Han holder sig ikke tilbage for at give løgnagtige beskrivelser af Dawkins’ argumenter ('Methink ...' eksemplet), samt anklage ham for at være medansvarlig for uhyggelige forbrydelser (Fritzl-historien).
       
I øvrigt er det er en meget trist bog i den forstand, at Tyvand bruger umanerligt mange sider på brokkeri. Han virker i almindelighed uhyre indebrændt. Derudover er han ikke bange for at skamrose sig selv.

 

 

 

 

 

240310