Vi bruger Cookies!     

         
 X     
intelligentdesign

Intelligent Design, Creationism and Evolution in Denmark and the rest of the world


Darwin 200 år - en festbrems

Grundig gennemgang af hele bogen. Læs den korte kritik først.

Tyvands holdninger er i rødt. Citater i citationstegn. Mine kommentarer i sort. Når der indimellem er huller i sidetalsrækkefølgen, er de fordi, jeg har skønnet, at indholdet af de manglende sider er mindre væsentligt.

Kapitel 1

s. 15
Tyvand foretrækker betegnelsen ’Darwinisme’ frem for ’Evolutionsteori’
         Argumentet er, at en ideologi kan kendes ved manglende åbenhed overfor modargumenter; en teori er kendetegnet ved en sådan åbenhed.
         Konsekvensen er, at Atomteorien er en ideologi - idéen om Det heliocentriske solsystem er en ideologi. Nå nej vil Tyvand måske sige. I de to tilfælde er det fordi argumenterne for teorien er så stærke, at man ikke længere behøver at diskutere rigtigheden - men så kunne det jo være, at det samme var tilfældet med evolutionsteorien.
         I øvrigt er det centrale i spørgsmålet faktisk om man accepterer materialismen som grundlag for naturvidenskaben eller ej.
         Han nævner Fritzl bare for lige at antyde, at evolutionsteorien er yderst skadelig for moralen. Dette uddybes senere.

s. 17-18 og 24-25
Her får vi at vide, at modstandere af evolutionsteorien er nogle forfulgte stakler, der risikerer deres stillinger og ikke får den plads i medierne, der tilkommer dem, fordi de onde ’darwinister’ har taget magten over alle medier. Det fører til at diskussion bliver fortiet.
        
Det er selvfølgelig svært at vide, hvordan det er i Norge. I Danmark var der fra 2005 til 2007 en ganske omfattende diskussion i aviserne, med nogenlunde samme antal artikler fra begge sider. Det typiske var dog, at det udelukkende var lægfolk på ID/kreationist siden, mens mange  fagfolk ytrede sig på evolutionsteori-siden. Det er derfor nærliggende at forklaringen på at ID/kreationisme ikke får mere plads i medierne, end den gør, (i hvert fald i Danmark) er, at der er meget få fagfolk, der hævder dette synspunkt.
         Argumentet at IDister ikke tør stå frem er billigt. "... og det er vi flere der mener ..." har aldrig været noget godt argument, hvis ikke man kan udpege, hvem disse 'flere' er.

s. 19
Så får vi at vide at ”Darwinismen i dag er en mytebaseret ideologi fra midten af 1800-tallet” Nu er der altså bare det ved det, at den moderne evolutionsteori er langt mere detaljeret end Darwins teori, men det er åbenbart gået hen over hovedet på Tyvand - eller er det en af de fejl der er indsat ’med vilje’?

s. 20
Vi får at vide at 'darwinisterne' "... opstiller en papfigur af darwinismens kritikere. [og at man så ] ... fyrer løs på papfiguren ..."
         I resten af bogen er der talrige eksempler på, at Tyvand gør præcis det samme, bare med modsat fortegn. Se siderne 22, 27, 41, 71, 106, 126, 210 og 249.

s. 22
Allerede her kommer det første eksempel på Tyvands brug af papfiguren. Vi får at vide at der kun er to typer argumenter for afstamningshypotesen. "DNA-baseret genetik og fossilfund". Før ca. 1980 kendte man alt for få DNA-sekvenser til at de kunne bruges til fylogenetiske studier. Tyvand mener altså, at før 1980 byggede afstamningshypotesen udelukkende på fossilfund. Hvad med arternes geografiske udbredelse? Hvad med den sammenlignende anatomi, der startede med Cuvier i begyndelsen af 18-hundrede-tallet?
   Kritikken tager bl.a. udgangspunkt i at 'Darwinisterne' skulle påstå at der er kontinuitet i DNA mellem arterne, men at det er umuligt, da DNA er digitalt og ikke kontinuert. Det er et af de klareste eksempler på manipulation med ord, man næsten kan tænke sig.

s. 23
”Ingen har nogensinde set en lang kontinuert række af næsten ens og fuldt funktionelle programmer” 
         Det er ikke klart, om han taler om DNA eller ’programmer’ i al almindelighed.
          ”Der findes ingen fossilfund, som indikerer en glat og uproblematisk kontinuitet fra krybdyr til pattedyr”.
          Igen er det lidt uklart, hvad han mener. Palæontologien kender masser af overgangsformer, hvor det er umuligt at sige om et fossil er et slags krybdyr eller et pattedyr (eller rettere hvor langt udviklingen fra de fælles forfædre og frem imod pattedyrene er nået, og dermed om man skal kalde det et krybdyr, et pattedyrlignende krybdyr, et pattedyr - eller hvad!) Man skal passe på ikke at indføre en 'Scala naturae' (Linket henviser til den engelske Wikipedia. Her er en kort dansk definition) eller en slags forventning om, at en udviklingslinje er bestemt til at gennemgå en bestemt udvikling frem imod et endemål. Hvor ’glat’ skal den evolution, sådanne overgangsformer viser, være for at Tyvand er tilfreds? Typiske eksempler på overgange mellem krybdyr og pattedyr kan findes her.
          'Krybdyr' er i øvrigt i sig selv en problematisk betegnelse, som moderne systematik er tilbageholdende med at bruge.
         I øvrigt er fundet af fossiler overhovedet ikke nødvendige som bevis for evolutionsteorien. Se her hvorfor. 

s. 26
OK fremstilling af den naturlige udvælgelse; men så skriver han:
        ”Det naturlige udvalgs rolle ”¦ inden for en art, var den indsigt Charles Darwin forsøgte at bringe videre.” 
         Det er ganske enkelt løgn. Det var jo netop det naturlige udvalgs evne til at frembringe helt nye egenskaber, og nye arter, der var kernen i hans idé. Er det endnu en ’bevidst’ fejl?

s. 27
En underlig fremstilling af idéerne om hvordan livet blev til. Fra protein - ikke RNA eller noget endnu simplere, som er den mest udbredte idé; Med cellekerne fra starten - ikke først som bakterier og senere som eukaryoter (altså med kerne) som alle er enige om. Han fremstiller det også som et problem, at der enten måtte være ilt - som ville slå livet ihjel, eller ingen ilt - hvor der så ikke kunne ske energiomsætning. Men iltfri, anaerob, energiomsætning foregår i masse af organismer.
         Det er altså papfiguren en gang til. Eller det en endnu en ’bevidst’ fejl? 
         Løgn om at energiomsætningen ikke er en del af idéerne om livets opståen.
         Påstand om at det første liv måtte få deres energi fra organiske forbindelser.
         Men det er ikke rigtigt. Svovlbakterier (og flere andre) får deres energi fra ikke-organiske forbindelse.

s 28
Livet opståen siges at være flyttet bagud i tid ’af strategiske grunde’
        
Nej. Det er ikke strategi. Det er en følge af teorien og fordi det er dokumenteret i fundene. Alle andre overgange siges også at blive flyttet bagud i tid. Hvad ellers? Overgange sker ifølge evolutionsteorien over lang tid, så overgange der er overstået, og derfor er synlige, må selvfølgelig være sket for en vis tid siden. Hvis der engang i fremtiden er nye livsformer, som de nulevende er overgang til, vil vi jo ikke kunne erkende det i nutiden.
         Det må skyldes at Tyvands udgangspunkt er en idé om skabelse. Det gør at han ikke formår at gøre det klart hvornår det er evolutionsteorien i sig selv, han taler om; og hvornår det er hans eget vrangbillede af den. 
         ”Menneskene stammer ikke længere fra aberne; men har fælles abelignende forfædre med aberne”
        
Hvad mener han med ’ikke længere’? Sådan har det jo altid været. Det er, og bliver stadig, for ikke at komplicere fremstillingen unødigt, nogen gange fremstillet som han siger, men idéen har hele tiden været de fælles forfædre.
          I øvrigt er begrebet ’abelignende’ ikke særligt præcist. I denne sammenhæng må det betyde noget i retning af ’dyr der ligner vore dages aber’. For der er ingen tvivl om at, de var aber i betydningen ’tilhørende den systematiske gruppe aber’.
          Simiiformes er den gruppe, der kommer nærmest den populære betegnelse ’aber’. Catarrhini er en samlebetegnelse for aber i Afrika og Asien samt menneskeaber og mennesker; men som ikke indeholder den nye verdens aber. Homonidae er betegnelsen for gruppen af menneskeaber og mennesket. Ifølge evolutionsteorien skal menneskets nærmeste fælles forfædre med andre arter findes i den sidste gruppe - men ikke blandt de nulevende menneskeaber.

s. 29
Skelnen mellem informationsbærer og informationskilde, OK. 
         Det er i orden at gøre opmærksom på at DNA er informationsbærer. Det, der gør rækkefølgen i DNA til meningsfuld information, er afkodningssystemet. Problemet er bare at dette afkodningssystem i sig selv er kodet af DNA. Det bider sig selv i halen.

s. 31
”kodning ”¦ forudsætter et metafysisk valg af kode”
        
Hvorfor ’metafysisk’? Hvis ikke det er for at vænne læseren til, at der skal være en intelligens udenfor det levende til at sætte det hele i gang, hvad er så grunden? Han forudsætter altså, uden argument, at koden ikke kan opstå af sig selv.
          Men den genetiske kode er jo ikke metafysisk valgt. Ifølge evolutionsteorien er den blevet til ved evolution fra et simplere system. Ved at insistere på at valget af kode skal være metafysisk, har han flyttet det over som en proces, der kræver bevidsthed.
         Tilsammen er det ganske smart sat op. Analogi bliver introduceret uden at overdrive; Metafysik, og dermed bevidsthed, bliver introduceret som forudsætning for livet.

s. 32
”Darwinismens grundtanke er ”¦ Alle årsager kommer nedefra”
         Nu er ’nedefra’ ikke særlig præcist, men hvis det skal forstås som en afvisning af formålsårsager, er det korrekt. Det er bare ikke kun karakteristisk for evolutionsteorien; det er karakteristisk for naturvidenskaben som helhed.
            Amøbens vej til at blive menneske smager i øvrigt ubehageligt af ’
Scala naturae’ (se også her) og et antropocentrisk syn på livet. Konklusionen at evolutionsteoriens forklaringer slet ikke er forklaringer (fordi de kommer nedefra) er faktisk en afvisning af hele den naturvidenskabelige, materialistiske, forklaringsmetode. Han kunne lige så godt have beskrevet stjernedannelse og sagt, at astronomiens forklaring slet ikke er en forklaring.
       Det er et almindeligt brugt trick blandt ID-folk og andre kreationister at de udskiller evolutionsteorien som en særlig materialistisk gren af videnskaben - hvilket den ikke er.
        Tyvand er bare ekstra insisterende på at evolutionsteorien er 'Darwinisme' og dermed en selvstændig ideologisk opfattelse. Ideologisk uafhængigt af hvilket syn på videnskaben man ellers har.

s. 33-34
Så er han pludselig meget negativ overfor den naturlige selektion som han roste (dog misforstået) på side 26.
         Han er selvfølgelig nødt til at holde sig til en meget ufuldstændig udgave af den naturlige selektion (han nævner ikke tilfældige, heldige mutationer) for at få selektionen til at fremstå som tåbelig.
Derudover bilder han os ind at hvis man mener at livet er opstået af naturlige årsager og dermed er rigere end dets ophav - så gælder det samme alle andre steder; fx i kunsten at værket er rigere end kunsterens sind. En papfigur i form af en ubrugelig analogi: der er ingen sammenhæng mellem biologiens påstand om livets spontane opståen og menneskers kunstneriske frembringelser.

s. 35
””¦ det naturlige udvalg [har] kun et eneste trick ”¦ At vælge ting fra ”¦”
          Man kan dog med lige så god ret sige at det vælger ting til. Men det er jo ikke så smart i denne sammenhæng. Og hvor bliver mutationerne af? Naturligt udvalg uden fornyet tilgang af variation er meningsløs og en vulgær og fejlagtig fremstilling af evolutionsteorien - med Tyvands egne ord: en papfigur. 

I øvright er Dawkins inde på noget af det samme i 'The Blind Watchmaker': at selektion kun kan vælge indenfor eksisterende variation, ikke skabe den.(Er det her tyvand forestiller sig at 'Darwinisterne' bliver rasende når han siger det?)

s. 36-40
Fortsat en noget fordrejet fremstilling af evolutionsteorien. Som om den kun bestod af naturlig selektion - han ’glemmer’ stadig mutationerne (eller gør eksplicit opmærksom på at han ser bort fra dem fordi de påstås at være uden betydning), Selvfølgelig stadig med det formål at få teorien til at fremstå tåbelig. Men en fejlagtig fremstilling er intet argument.
         Så kommer der et eksempel på, at allerede eksisterende recessive gener kan blive dominerende ved en ændring i miljøet
        
Fint nok. Men hvor kom det recessive/dominerende genpar fra? Fra en eller flere mutationer af et tidligere eksisterende gen (det drejer sig om ørreder og forsuring).
         Det ser ud til, at han tror, at genetisk drift er den måde, allelerne fordeles på i populationen
         Det er det ikke - det er den tilfældige ændring i frekvenserne af hver af de eksisterende alleler - modsat selektion, der bestemmes af forskelle i muligheder for overlevelse og formering. Tyvand bruger ikke på noget tidspunkt begrebet allel, selvom det ville være yderst relevant. (Om begrebet 'allel' i forhold til 'gen' se her. Om genetisk drift se her).
          ”Vi ser her bort fra mutationerne som er af marginal betydning.”
        
Ja, så længe der er tale om kort tid - ellers er de altafgørende. Hvis ikke mutationer sørger for en stadig tilførsel af ny variation, vil variationen efterhånden forsvinde.
          Så udnævner han pludselig de recessive gener til at være den egentlige årsag til en forandring - ikke det naturlige udvalg. 
         Men hvis ikke det naturlige udvalg havde sorteret de dominante alleler fra, ville der ikke være sket nogen forandring.

Det væsentligste i denne fremstilling er at Tyvand skiller den naturlige selektion fra den stadige strøm af ny variation. Og derved bliver hele fremstillingen meningsløs.

s. 41
En historie om massedød blandt bier bliver til en parodi på, hvad en ’darwinist’ ville gøre - igen opstiller han en papfigur, som han så skyder på.
         Han forstiller sig at en ’darwinist’ vil sige at ””¦ hvis ikke bierne havde været der for at bestøve blomsterne, ville der sikkert være dukket et andet dyr op ”¦”
        
Nej, man konstaterer at insektbestøvede blomster og blomsterbestøvende insekter dukker op samtidig i fossilerne - de er hinandens årsag (meget kort og upræcist sagt). Og i øvrigt er der jo mange andre insekter foruden bier, der bestøver blomster (og fugle - men de er kommet til senere), og meget tyder på at bierne ikke var de første. Ifølge Science 326: 808 - 809 (kun abstract) har man fundet tegn på at såkaldte Skopionfluer fungerede som bestøvere, allerede før de første blomsterplanter blev udviklet.

Han får det til at lyde som om, der 'darwinisterne' mener at der nødvendigvis måtte dukke blomster og bier op på et eller andet tidspunkt. men ifølge evolutionsteorien er der ingen konkret udvikling af bestemte arter eller organer (i planter kan blomsten anses for at være et organ), der nødvendigvis må foregå. Hvis ikke plantebestøvende insekter og blomster havde udviklet sig - ja så måtte vi undvære dem.

Tyvand mener at bidød er et eksempel på at 'Darwnisterne' tager fejl når de tror at tomme økologiske nicher bliver fyldt. han fortier at enhver evolutionsbiolog vil påpege at ting tager tid, og at den tid endnu ikke er gået - bortset fra at bierne altså ikke er uddøde. 

s. 42
Så får vi at vide, at hele bananflueforskningen er spild af penge. Han ved åbenbart ikke, at denne forskning er en stor del af grunden til, at vi i dag ved så meget om, hvordan gener i det hele taget virker. Udtalelsen virker også underlig, i betragtning af at han senere (ubegrundet ganske vist) roser Nobelpris-komitéen for ikke at have givet Nobel-prisen til evolutionsbiologer. En gruppe bananflue-genetikere har jo faktisk fået Nobel-prisen, så det er underligt selvmodsigende. Især i lyset af at en god del af grunden til at man overhovedet forsker i Bananfluer er, at man kan lære noget om mennesker - på grund af slægtskabet - og dermed pga. evolutionen.

s. 43
Han forudser massiv tavshed omkring en matematisk model, som han har udledt, angående sociale insekters populationsgenetik. Se nedenfor: App. 1.
   Han forudser at modellen vil blive mødt med total tavshed af ideologiske grunde. Det er ikke klart hvorfor det skulle være sådan, men det er jo et smart træk. Hvis modellen rent faktisk bliver mødt med tavshed, kan han jo så efterfølgende sige at det skyldes ideologisk modstand.
   Modellen er siden blevet offentliggjort i Journal of Theoretical Biology Vol. 266 s. 470-478. (juli 2010) Det er for tidligt at sige hvordan den bliver modtaget; men eftersom den fremstår fuldstændig ukontroversiel, og i øvrigt benytter sig af alle de sædvanlige evolutionsbiologiske termer som mutation, selektion, genetisk drift, bottleneck o.l. er der ingen grund til at tro, at eventuel tavshed skyldes uvilje imod modellen af ideologiske årsager.
Han nævner i øvrigt ikke den massive tavshed hans bladmodel (App. 2) blev mødt med.

s. 44
Påstand: Mutationer er kun dårlige, selektion er kun reduktion i variation.
         Han er selvfølgelig nødt til at påstå, at mutationer kun er dårlige, ellers falder hele hans argumentation sammen.
         Hvis der er gavnlige mutationer, kan selektionen jo føre til ophobning af dem. Og så er evolutionen i gang, og der sker en ophobning af variation.
         Således er hele grundlaget for argumentet, at der ingen positive mutationer findes.

s. 45-50
En masse indebrændt brok over ikke at få plads i medierne.
Dette er koblet med en lille pudsighed. Han mener at 'Darwinisterne' taler nedsættende om deres kritikere. Samtidig er han hele bogen igennem ikke bare kritisk med direkte uforskammet overfor samtlige verdens evolutionsbiologer
 (eller rettere biologier i almindelighed). De er magtbegærlige. De er nogen bangebukse, der ikke tåler offentlig debat. De modsætter sig yrtingsfriheden. De evner ikke at tænke logisk osv.

s. 51
Det fremgår at de samme personer, der er kritiske overfor evolutionsteorien også er modstandere af abortloven og ’ægteskabsloven’ hvad der sidste så ellers er. Måske muligheden for at homoseksuelle gifter sig?
         Gad vide om det er rigtigt, og hvorfor synes Tyvand, at det er relevant? Senere ser det ud til, at han er ude i et moralsk korstog, idet han mener, at evolutionsbiologien nødvendigvis fører til moralsk sammenbrud. Den er hørt før.

s. 52
Han forudser at de 'Darwinister' der tager mod til sig og læser bogen, stiltiende vil være enige, men ikke turde sige det. Smart fremstilling. i er i virkeligheden enige med mig, meen i tøt ikke sige det. Det er jo helt umuligt at modbevise. Jeg har jo, som det fremgår, læst bogen, og det eneste jeg er blevet ovebevist om, er at det hele er en gang forløjet vrøvl og brokkeri.

Kapitel 2

s. 54
Der skal være rum for tre ting i enhver filosofi: Det gode, Det sande og Det skønne. Så spørger han om der gives rum for disse tre begreber i ’darwinismen’.
         Man kan sådan set afvise spørgsmålet med, at der ikke er nogen ’Darwinisme’. Der er en evolutionsteori, men den er ikke en filosofi, og derfor er spørgsmålet, fra en evolutionsbiologs synspunkt, irrelevant. For en videnskabelig teori er Det gode og Det skønne i al væsentligt irrelevant. Man kan højst tale om at en simpel teori er 'skønnere' end en kompliceret, hvis de ellers forklarer det samme. Man kan måske også tale om 'Det gode' i betydningen 'Det anvendelige' men det er ikke helt det, man plejer at mene.

s. 55
Han nævner igen de sociale insekter, men er her mere nøjagtig, da han fortæller om hvordan evolutionsteorien forklarer altruisme blandt bier.
         I Tyvands fremstilling er der så ’endelig’ noget der passer. Men han spekulerer åbenbart ikke på, at det faktisk er ret påfaldende, at der er sammenfald mellem den meget specielle genetik hos bier (haploide hanner og diploide hunner) og deres altruisme.

s.56
Han påstår at 'Darwinisterne' 'sandhedsbegreb' består i at 'tælle hoveder'. Hvis tilstrækkeligt mange tror på en påstand (her påstanden om den fælles afstamning), så er den - ifølge 'Darwinisterne' sand - skriver Tyvand. Det er selvsagt en absurd påstand. I det konkrete tilfælde findes en hel sværm af selvstændige argumenter for afstamningshypotesen, se
her.

s. 57
Så går det ud over idéen om at påfuglehannens smukke haler skyldes, at hunnerne foretrækker hanner med store haler. Han nævner bare ikke, at det er underbygget ved undersøgelser, at det faktisk forholder sig sådan. Hunner foretrækker hanner med kunstigt forstørrede eller forskønnede haler. Han nævner heller ikke at man faktisk har en meget god teori for, hvorfor det forholder sig sådan: Store haler er upraktiske og derfor udtryk for, at hannen er stærk og sund; han kan overleve, selv om han er udstyret med en upraktisk hale. I sin bog 'Det generøse menneske' forklarer Tor Nørretanders indgående dette fænomen. Bogen kritiseres selvfølgelig fra kreationistisk side bl.a. her.
         Et parallelt eksempel er gennemgået her. (Flere mere originale kilder: se nedenfor)  
         Så undrer han sig over at blomsterne har 'geometrisk' skønhed - når nu bierne kun er interesseret i farver - og oven i købet andre farver end de, vi kan se. Hvordan ved han at bierne ikke interesserer sig for blomsternes geometri? Han undrer sig ikke over, at de blomster der har mest geometrisk skønhed netop er de, hvor geometrien betyder noget for insekternes genkendelse - nemlig fx orkidéer. Han undrer sig heller ikke over, at blomsterne rent faktisk er meget flottere i de farver bierne kan se, end i de farver vi kan se. Man kan jo spørge, hvorfor en designer skulle besvære sig med at give insekterne et mere bredspektret farvesyn end pattedyrenes.

s. 58
Han opstiller følgende krav til en sund teori (man må formode han mener sund videnskabelig teori)

1. Klare grundbegreber
2. Nøgtern bevisførelse
3. Sammenhængende tankerækker, der kan gentages
4. Klar skelnen mellem fortid, nutid og fremtid
5. Forudsigelseskraft
6. Et møde med virkeligheden i form af et falsifikationsprogram

Det første springer han over Så kommer der en tom påstand om at ’darwinister’ ikke bekymrer sig om nøgterne beviser. (Påfuglen ovenfor, tusindvis af fossiler, DNA-sekvenser, alt muligt andet er eksempler på det modsatte - men det nævner han ikke). Men derudover tager han ikke fat i de enkelte punkter, men springer direkte til falsifikation.

s. 59
Evolutionsteorien anklages for at se bort fra de data, der modsiger den (han nævner ikke, hvad han tænker på) og ikke at kunne rumme indre modsigelser.
         Man må prøve at modbevise teorien. Helt rigtigt.
 
        Så siger han, at evolutionsbiologerne gør det modsatte. De modsætter sig falsifikation. De forsøger at forhindre ethvert forsøg på falsifikation - igen er der ingen eksempler.

s. 60
Han giver indtryk af, at hele evolutionsbiologien modsætter sig ethvert forsøg på falsifikation. (selvfølgelig uden eksempler) Men det er jo løgn. Hver eneste gang en ny organisme (dyr, plante, bakterie eller hvad som helst) får sit genom (eller dele deraf) sekventeret, risikerer man at modbevise evolutionsteorien. Hvad hvis nogle af de livsvigtige husholdningsgener ikke findes i en organismes samlede genom? Hvad hvis organismen tilsyneladende ikke har gener for dannelse af ATP? Hvad hvis en sommerfugl viser sig at være nærmere i familie med en bille end med andre sommerfugle? Hvad hvis påfugle-eksperimentet havde vist, at hunnerne var ligeglade med hannernes halepragt? Hver eneste gang, man finder et nyt fossil, risikerer man, at det modsiger, hvad man hidtil har ment.
         I øvrigt gik Darwin himself forrest med forslag til falsifikation (og det var endda længe før Popper formulerede falsifikationskravet) Han skrev i Origin at hvis det kunne påvises at blot en eneste art levede et sted hvor den umuligt kunne være kommet på en naturlig måde; så faldt hele teorien.
        I det mindste må Tyvand opstille et program for, hvad det er han mener evolutionsbiologerne skal gøre. Intet sted i bogen hører vi noget om, hvad han konkret mener evolutionsbiologer burde gøre. Han brokker sig bare generelt over, at de ikke gør det.

s. 61-62
Hvad er det at forklare?

1.   At forklare er at klargøre. At rydde det uvæsentlige væk for at komme frem til hovedpointen.
2.   At forklare er at afdække. At afdække årsager, mekanismer eller fænomener som tidligere var skjult.
3.   At forklare er at sammenfatte. At placere ting korrekt indbyrdes i forhold til det store billede.
4.   At forklare er at reducere. At tilbageføre det komplicerede til noget der er enklere.
5.   At forklare er at erstatte. At pille noget fra hinanden for at finde ud af at det egentlig er
      noget andet end det ud til at være.
6.   At forklare er at inkludere. At lade noget blive omfattet af noget andet og større.
7.   At forklare er at fremhæve. At bidrage til at noget står klarere frem fra sine omgivelser.
8.   At forklare er at udviske. At lade noget gå op i noget andet og nærmest afskaffe det.
8.   At forklare er at afslutte. Overstrege uenighed og vedtage det gyldige svar.
9.   At forklare er at præcisere.
10. At forklare er at definere.
11. At forklare er at tolke.

Af alle disse fremhæver han de tre første som de eneste egentlige videnskabelige forklaringsmåder. Det omskriver han så til følgende.

Forklaringer der klargør ting og gør os klogere.
Forklaringer der afdækker det som var skjult og åbner vore øjne.
Forklaringer som sammenfatter fænomener og giver os et bedre overblik i en vanskelig verden.

S. 63
Så gennemgår han de 12 forklaringsmåder. De tre første med eksempler fra fysik og kemi (han holder sig nu ikke hele tiden til sine egne definitioner). Det står som rene postulater, at evolutionen ikke kan forklare noget ved hjælp af de tre første metoder, som han så godt kan lide.
Her er nogle eksempler fra evolutionsteori på forklaringsmetode 1, 2 og 3.

1. Klargøre: Ud fra hans eksempel fra kemi, er det meget uklart hvad han egentlig mener. Men ’Det uvæsentlige’ kunne måske være idéen om ’Scala naturae’, som Tyvand ganske vist ikke ser ud til helt at have sluppet. Den passer jo også ind i hans opfattelse af mennesket som skabt. Men idéen om 'Scala naturae' er fuldstændig irrelevant for evolutionsteorien. På samme måde kan man nævne, at man på baggrund af evolutionsteorien har opgivet idéen om at naturen har et mål - er til for mennekets skyld.
2. Afdække: Mutationer og selektion er eksempler på årsager og mekanismer, der er grundlaget for evolutionen. Fossiler, Gen-sekvenser og den universelle genetiske kode kommer vel ind under ’fænomener’ der opdages.
3. Sammenfatte: At indse at det er de samme mekanismer, der virker på alle organismer, er en sammenfatning. At forstå hvordan evolutionen er foregået ud fra fossilfund hører også til i denne kategori.

Resten af kategorierne gennemgår han med eksempler fra evolution. Han overser, at der kan gives næsten parallelle eksempler fra fysik i de 9 sidste også - her er nogle eksempler jeg har fundet.

s. 64
4. Reduktion: Alle kræfter, der virker i naturen, kan reduceres til to: den elektromagnetiske, den svage og den stærke kernekraft er tilsammen den ene type, tyngdekraften er den anden. Stof er blot en måde energien manifesterer sig på. Selvom Tyvand ikke bryder sig om 'Reduktion' som forklaring, så har det faktisk en meget fremtrædende plads i al naturvidenskab. Parsimoni-princippet (Ockhams ragekniv) gælder overalt.

s.65
5. Erstatning: Forestilingen om det faste stof erstattes af molekyler, der mest består af vakuum.
6. Inkludering: (Hans eksempel med urcellen er noget sløret) Egentlig ikke meget forskellig fra reduktion. Lovene for planeters og kanonkugler baner inkluderes begge i tyngdekraften.
7. Fremhævning: Fysikere fremhæver energi og kræfter. I stedet for at lægge vægt på den mangfoldighed af fænomener verden udviser.

s. 66-67
8. Udviskning: For en astronom er solen blot én blandt mange stjerne, jorden blot én blandt mange planeter. Man udvisker altså solen og jorden på præcis samme måde som Tyvand skriver at ’darwinisterne’ udvisker mennesket ved at gøre det til et dyr.
9. Afslutning: Et eksempel på at den norske Kræftforening fortier sammenhængen mellem brystkræft og abort i første svangerskab. helsenett.no tager spørgsmålet op og afviser at risikoen er særligt stor. Han skriver at en undersøgelse i Norge er utænkelig. I Danmark er gennemført en meget omfattende undersøgelse, der afviser mistanken.

Han konkluderer, at ’darwinismen’ støtter sig til de forklaringstyper, der ikke er meget værd.           Ovenstående viser at dette er ren manipulation.

s. 68 ”Mange darwinister er positivistiske reduktionister” men er fysik ikke også reduktionisme? Alle mulige fænomener forklares ved hjælp af atomer, energi, kræfter o.l.

s. 69 ’Darwinister’ siger at de har to forklaringsniveauer:

1.   Proximate forklaringer

2. Ultimative forklaringer (Kilde: Giske og Jakobsen: Evolusjon og økologi - en innføring, Fagbokforlaget, Bergen)


Han banaliserer årsag - virkning sammenhænge.
      Den proximate forklaring på kønsmodning er, at kønskirtlerne træder i funktion når kroppen er blevet gammel nok. Det får han til, at man blander årsag og virkning. 
      Men det det drejer sig om, er jo blot, at det, vi kalder kønsmodning, er resultatet af at kønskirtlerne er trådt i funktion. Der sker nogle ændringer i kroppen som følge af denne funktion, og det er det vi kalder kønsmodning. Det er altså mere et spørsmål om definition end om sammenblanding af årsag og virkning.
      I Tyvands udgave bliver det til et spørgsmål om ren retorik.

s. 70
Hvad angår de ultimative forklaringer - her tænkes på evolutionen - har han for så vidt ret i, at der altid henvises til evolutionen. Men det er bare ikke det eneste. Der kan ofte henvises ret konkret til hvordan evolutionen kan tænkes (eller vides) at være foregået. Hvad er det for egenskaber der har været fordelagtige og hvorfor?

s. 71
Så kom endelig den påstand om at evolutionsteorien er en tautologi, som jeg havde ventet på:
"De bedst egnede overlever fordi de stiger op som vindere i konkurrencen. De stiger op som vindere af konkurrencen, fordi de er bedst egnede”
      Denne parodi på evolutionsteorien er altså det, Tyvand tænker på, når han siger ’Darwinisme’! Han siger ingenting om, at tautologi-argumentet er lige så gammelt som udtrykket 'Survival of the fittest'. Han nævner heller ikke, at dette udtryk først kom til længe efter udgivelsen af 'Origin', og at evolutionsteorien slet ikke afhænger af dette forsimplede udtryk.
      Hvis Tyvand ved, at dette ikke er et holdbart argument, fordi evolutionsteorien slet ikke står og falder med udtrykket 'survival of the fittest' (som i øvrigt ikke skyldes Darwin, men Herbert Spencer), hvorfor så overhovedet nævne det?
      Papfiguren slår til igen.

s. 72-74
Der findes ifølge Tyvand 5 typer af bevis

1. Matematisk logisk bevis

2. Empirisk bevis

3. Øjenvidne bevis

4. Historisk bevis

5. Juridisk bevis

Der er et problem med brugen af ordet 'bevis'.
I matematik kan det lade sig gøre at gennemføre et teoretisk bevis (fx for Pythagoras læresætning) og så kan man være fuldstændig sikker på at resultatet er korrekt og altid vil være det.
I empiriske videnskaber (som alle naturvidenskaberne jo er) kan den slags beviser ikke gennemføres. Her må man opstille alternative teorier og undersøge hvor godt hver teori passer med empirien. At bevise en videnskabelg teori på denne måde kan ikke lade sig gøre - kun at afgøre hvilken af to eller flere alternativer, der ser ud til at pase bedst til observationerne. Tyuvand synes ikke at foretage denne væsentlige skelnen.
I det følgende skal 'bevis' derfor mest læses som 'bevismateriale' eller 'argumenter'. Jeg bruger ordet 'bevis' fordi Tyvand gør det.

Selektion og mutation er ikke i sig selv historiske beviser. Man ser jo mutationer og selektion i nutiden.
          Han afviser fossiler fordi det er historisk bevismateriale. Men han afviser også DNA-sekvenser fordi de ikke er historiske.
        
Hvad vil han have, man skal gøre: gentage evolutionen? Det ved han jo er principielt umuligt - det er jo en konsekvens af teorien, at evolutionen ikke kan gentages.
         Konsekvensen af hans afvisning af ’historiske beviser’ er jo, at man helt afholder sig fra at prøve at finde ud af, hvad der er sket i fortiden. (Har der nogen sinde været stenalder i Danmark - Tja!)

s. 75
Her får vi at vide, at hvis man kræver, at en ny teori, der vil erstatte evolutionsteorien, skal kunne forklare alt det evolutionsteorien forklarer og helst også mere end det; ja så kræver man et ’juridisk bevis’ som ellers ikke har hjemme i naturvidenskaben. Men det er altså bare det, man altid vil kræve af enhver ny naturvidenskabelig teori, hvis den skal afløse en gammel teori, der har vist sig levedygtig.          

s. 76
En hovmodig afvisning af, at der er kvalitet i evolutionsforskningen. Han påstår bare ud i luften, at der er en masse kvantitet, men meget lidt kvalitet.
         Han bedømmer altså titusindvis af videnskabelige artikler i en eneste sætning - de er af ringe kvalitet - uden at argumentere yderligere. Et par eksempler på almindeligt brugte typer af undersøgelser, med en forklaring på hvorfor de er af ringe kvalitet, ville have hjulpet på forståelsen. Nu er det bare en tom påstand.

Videnskabelige præmisser er som følger:

  1. Man fremsætter en hypotese.
  2. Man udleder de slutninger, som følger af hypotesen.
  3. Man inviterer forskellige fagfolk til at pebre disse slutninger med al slags kritik. Andre teorier, datasimuleringer, eksperimenter og indsamlede data fra naturen. Jo mere kritik jo bedre.
  4. Man evaluerer resultatet af kritikken, Derefter går man tilbage og modificerer teorien.

Det lyder som en ganske god beskrivelse af, hvad der skete i de første 30 år efter genopdagelsen af Mendels arbejde omkring 1900. Nemlig frem til 'Den moderne Syntese'. Siden da er der også fremkommet masser af nyt, som har modificeret og justeret evolutionsteorien. At der ikke for alvor er stillet spørgsmål ved hovedprincippet: mutation og selektion, kunne jo skyldes, at man ikke gider blive ved med at diskutere noget, der anses for et veletableret faktum.
         Fysikere diskuterer jo heller ikke, om der findes atomer.

s. 77
Han mener at evolutionsbiologien lider af følgende

Manglende tankerækker: Det er ikke klart hvad han mener; men det er en fornærmelse imod Darwin, at der ikke skulle være en klar tankerække i 'Origin og Species'. 'Den moderne syntese' er også udtryk for en klar tankerække.
           Den påståede sammenblanding af fortid og nutid er nævnt ovenfor.
           Bagklogskab - se fra s. 95 og frem. 

s. 78-79
Gennemgang af et eksempel på hvad han mener med et højt niveau af tankerække - et matematisk bevis.           Derefter beskriver han, hvad en
algoritme er. En opskrift på en række handlinger der fører frem til et resultat.

s.83-84
Opregning af Aristoteles’ årsagsskema

  • Den materielle årsag: Hvad er det lavet af?
  • Den formale årsag: Hvad er dets form?
  • Den bevirkende årsag: Hvad eller hvem har lavet det?
  • Den formålsrettede årsag: Hvorfor er det lavet?

Han accepterer alle fire. Han nævner ikke, at formål i betydningen 'Hvorfor' ikke kan eksistere frit. ’Nogen’ må have dette formål. Nærmere om formålsårsagen se her.
          Han udnævner det at afvise formål i naturen til at være ’positivisme’. Så ’positivisme’ ser ud til at være det samme som ’moderne naturvidenskab’. Det ser altså ud til, at den formålsårsag, han henviser til er det der også kaldes teleologi. Ellers ville 'hvorfor' heller ikke give nogen mening.

s. 85
Så påstår han (stadig uden eksempler) at evolutionsbiologer ””¦ regner med at korrelation er det samme som kausalitet”
          Vrøvl, det er netop meget vigtigt, at have en begrundelse for at tro på kausaliteten, hvis man har vist, at der er korrelation. I fylogeni er det fx vigtigt (og nogle gange vanskeligt) at skelne mellem analogi (ensartethed der skyldes tilfældigheder eller ensartet miljø) og homologi (ensartethed der skyldes fælles afstamning).

s. 87-89
Så mener han, at det er umuligt at forstå de algoritmiske livsprocesser uden formålsårsagen. Uden nærmere forklaring afviser han, at sådanne algoritmer kan opstå ved evolution. I øvrigt vil han meget gerne helt afvise hele den moderne videnskabelige tankegang (uden formålsårsag) som ’gammeldags’ samtidig med at formålsårsagen fremhæves som ’profetisk’. En pudsig selvmodsigelse: For at komme ud over en ’gammeldags positivistisk’ tankegang, skal vi tage fat i formålsårsagen - som er en flere tusind år gammel idé.

s. 90
Han udleder determinismen af Newtons anden lov. Hvis denne lov altid gælder, må alt være bestemt entydigt.
         Det kan da godt være; men en fysiker, der jo kender til kvantemekanik og kaosteori, ved jo at det ikke er tilfældet.
         Han mener så, at determinismen er farlig, fordi den truer gudstroen (og hvad så - kunne man spørge) men også moralen. Men den moderne fysik har jo afvist determinismen, sådan som han beskriver den, så hvad er problemet? Og i øvrigt er det et underligt synspunkt, at naturvidenskaben skulle være ansvarlig for moralen.

s. 93-94
gennemgår han Dawkins eksempel ’Methinks ”¦’ Og det nedgøres med de sædvanlige argumenter. Se en grundig gennemgang af Dawkins argument
her (engelsk).
         I korthed er Tyvands fremstilling, at Dawkins påstår, at ’Methinks ”¦’-eksemplet viser at evolution er mulig; men at det er vrøvl, fordi Dawkins udpeger et bestemt formål. ’Mutationer kan ikke bringe os nærmere et mål med mindre dette mål er givet på forhånd’.
         Dette modsiges dog Dawkins egen fremstilling. 'Methinks ...'-eksemplet drejer sig ikke om at eftergøre evolutionen, blot om at vise at udvælgelse kan føre til et bestemt resultat utroligt meget hurtigere end tilfældigheder uden udvælgelse. Dawkins har allerede forudset Tyvands (og andres) kritik, og den gælder ikke det Dawkins ønsker at vise.
         Papfigur igen.

En lille parentetisk bemærkning: Mon ikke bogen er skrevet før udgivelsen af Dawkins: "The greatest show on earth"! Elelrs ville Tyvand næppe have forpasset chancen for at kommentere den. Se her hvorfor (Lyt i ca 5 minutter - stærke sager). 

s. 95
Så går han i gang med fossilerne:
           ”Darwinisterne har aldrig haft den fjerneste idé om, hvilke nye fossiler de kan komme til at finde rundt om det næste hjørne.”
         Det er nu ikke helt rigtigt. Man har i mange år (faktisk siden Darwin) ment, at man måtte kunne finde overgangsformer mellem landpattedyr og havpattedyr, altså hvaler og sæler. Og nu er de begyndt at dukke op for hvalernes vedkommende.
         Fuldstændig det samme gælder overgangsformerne mellem fisk og landdyr - Tiktaalik som det mest berømte eksempel. Finderen fandt frem til, at netop på ganske bestemte steder af Ellesmere Island var chancerne størst for at finde en overgangsform mellem vandlevende og landlevende hvirveldyr. Og så fandt man, hvad man søgte efter, fordi man vidste, hvor man skulle lede.
         ”Man siger aldrig noget konkret om hvordan fossilerne skal se ud, før man finder dem” Det er jo bare i erkendelse af, at evolutionen er styret af tilfældige mutationer, og at det derfor er principielt umuligt at sige, hvordan et ukendt fossil præcist skal se ud. Men derfor kan man godt komme med generelle forudsigelser som eksemplerne med hvalernes forfædre og Tiktaalik viser.
         Et lidt andet, men beslægtet problem, er fundet af nye nulevende arter. Et berømt eksempel er den natsværmer, der bestøver den såkaldte Darwins orkide (Angraecum sesquipedal), der har en honningspore på ca. 45 cm. Darwin forudsagde (i 1862) at der måtte være en natsværmer med en tisvarende lang snabel, der bestøvede og sugede nektar fra blomsten. Natsværmeren blev funder i 1903. Se
her.

s. 96
Om ’det molekylære ur’ (som han fejlagtigt kalder 'den evolusjonære klokken' - den hedder 'den molekylære klokken' på norsk).
         Han forbigår at under evolutionsteorien er det fornuftigt at genskabe fylogeni ud fra genfrekvenser, og at de fylogenetiske træer, der fremkommer, meget godt svarer til, hvad man på forhånd forventer.
         Hvis ikke forskelle i sekvenser afspejlede slægtskab, skulle man forvente totalt tilfældige træer med meget ringe opløsning. Igen kan man ikke få at vide hvad han mener evolutionsbiologerne skal gøre.

s. 98
Om invasive arter.
          Selektion fjerner biologisk variation. Ja - hvis spredning af invasive arter er for hurtig til, at mutationsraten kan danne ny variation, vil resultatet være reduktion. Igen er problemet, at han afkobler selektion og mutation - hvilket ikke giver mening, og ikke er relevant fra et evolutions-synspunkt.
         Han undrer sig over, at arter overhovedet kan være invasive, når de burde være uegnede i det miljø de kommer ud i. Men han glemmer to ting.
         For det første er det svært at vide, hvor stor en del af de arter, der kommer til fremmede miljøer, der rent faktisk er invasive. Det kan meget vel være, at langt de fleste bukker under, inden man opdager, at de har været der.
         For det andet vil en invasiv art have den fordel, at der hverken er parasitter eller rovdyr, der er specielt tilpasset denne art. Ulempen er selvfølgelig, at den ikke selv er tilpasset miljøet.

s. 99-100
Forklaring på begrebet hierarki - OK.
          ”Selektion og mutation virker kun indenfor et givet hierarkisk niveau” Det er ikke, hvad den moderne evolutionsteori siger.
         Mutationer virker ganske rigtigt kun på DNA-niveauet, men der er mange forskellige typer; fra udskiftning af enkelte baser; over tab, fordobling eller flytning af kortere eller længere stumper DNA; til fordobling af hele kromosomer, eller endog hele genomer. Selektion virker forskelligt, men samtidig, på individ-, familiegruppe-, population- og arts-niveau.
         Han bliver ved med at benytte ordet ’socialdarwinisme selvom det aldrig bruges i biologi. Det er tydeligvis ment som et skældsord.
         Gentagelse af at mutationer altid er skadelige (langt de fleste er altså neutrale - se en liste over positive mutationer i mennesker her).

s. 101-102
Så opstiller han et fuldstændig kunstigt og ikke-argumenteret problem: at evolutionsteorien har problemer med naturens hierarkier.
          Han skelner også hierarkisk på en helt anden måde: mellem formuleringsniveauet og eksekveringsniveauet.

s. 105
De 7 fornuftsmyter
      Det er pudsigt, at en fysiker fuldstændigt afviser naturvidenskabens grundlag. Hvordan vil han bedrive videnskab, hvis han skal leve op til at afvise det, han betragter som myter?

1. Årsag - virkning. Eksisterer kun i menneskets bevidsthed. 
    Måske, men det er jo forudsætningen for alt, hvad vi kalder videnskab.
2. Objektivt bevis 
    
Groft misbrug af Gödel. Gödel siger, at der findes sande sætninger, der ikke kan bevises; ikke at
    ingenting kan bevises, heller ikke at man kan bevise falske sætninger.
    Der er vist ikke mange naturvidenskabsfolk, der tror at man kan bevise og vide alt.

s. 106-107
3. Evolutionsmyten
Der er ingen kæde, der forbinder nulevende arter uden at inddrage de uddøde.
    Nej selvfølgelig ikke. Men hvad er problemet - han giver en fuldstændig forvrøvlet femstilling af idéen om alt levendes indbyrdes slægtskab.


4. Historisk - kritisk

Det ser ud som om, han afviser at historiske begivenheder kan have årsager. Også at den ene historiske begivenhed kan kaste lys over den anden.


5. Menneskets autonome etik

Underlig bemærkning: Han mener at i følge naturvidenskaben har mennesket fuld kontrol over naturlovene. Hvad i alverden er det for en kontrol han snakker om. Tværtimod er naturlove jo netop karakteristiske ved at vi ingenting kan stille op overfor dem. Hvis han med 'kontrol' mener, at vi kender dem til bunds, så må han henvise til en fysiker der tror, at han kender alle naturlove til bunds. Sådan én findes mig bekendt ikke. 
         Hvis det er et forsøg på at gøre nar af evolutionsbiologer, er det endnu en papfigur. Ingen evolutionsbiologer bilder sig vel ind at kende alle evolutionens mekanismer i mindste detalje.


6. Reducerbar information
Korrekt bemærkning om at evolutionsteorien afviser at en kode nødvendigvis må være konstrueret bevist og med et formål.

Ifølge Tyvand er der tre informationsniveauer tilbage:

   Â·Sekvensen af signaler

   Â·Koden der bærer informationen

   Â·De praktiske handlinger

Så siger han at evolutionsbiologerne derefter vil slå de tre niveauer sammen til et. Han forklarer ikke hvad niveauerne svarer til i biologi, heller ikke hvad han mener at de bliver slået sammen til. Da Tyvand som nævnt ikke gør sig den ulejlighed at forklare, hvad niveauerne svarer til i biologi, så det må jeg gøre det: Man kan beskrive niveauerne således:

  • Sekvensen af signaler er DNA-sekvensen
  • Koden, der bærer informationen, er den genetiske kode og dermed oversættelsen via RNA til protein
  • De praktiske handlinger er proteinets funktion - dette niveau skal nok fortsættes helt op til organisme eller gruppe-niveau. Hvad blev der af evolutionsbiologiens slutten alle tre niveauer sammen?

7. Mennesket som dyr
I denne sammenhæng er det jo faktisk det samme som evolutionsmyten.
         Det er underforstået i fremstillingen at dyr kun har instinkter men mennesket næsten ingen instinkter har.
         Han overvejer ikke, hvorfor mennesket overhovedet har instinkter.

Kapitel 3

s. 110-116
Kritik af Dawkins bog: The Selfish Gene. 
      Josef Fritzl
(der holdt sin datter indespærret i årevis og fik adskillige børn med hende) udlever det selviske gen - men mon dog Fritzl har læst Dawkins bog. Han afskriver indavl som uvæsentligt. Han overvejer ikke, hvorfor der overhovedet findes køn - nemlig for at sikre den variation, som indavl modarbejder.
      Faktisk er det præcis det modsatte Dawkins forsøger at sige: Selviske gener avler altruistiske individer. Se
her for Dawkins egen argumentation.
      Fremstillingen er så forvrøvlet og forløjet, at den ikke kan tages alvorligt som kritik af hverken Dawkins eller evolutionsteorien i almindelighed. Derfor ikke flere kommentarer.

s. 118-119
Han vil ikke gå ind på teorier om oprindelse til kønnet formering - men åbenbart heller ikke på, at en af fordelene ved kønnet formering er, at det sikrer en genetisk mangfoldighed. Mangfoldigheden er godt for flere ting: Dels beskytter den imod parasitter; dels giver den en vis beskyttelse imod skadelige recessive gener; dels forbedrer den chance for at noget af afkommet overlever pludselige miljøforandringer. Denne mangfoldighed går stille og roligt tabt ved indavl (se også app. 1).

s. 122-123
Så genfortæller han den naive og forkerte historie om Darwin og galapagosfinkerne, som han korrekt afviser som irellevant. Han siger, at man skal lede længe efter en generel lærebog i biologi, der ikke har finkehistorien med.
         Alberts et al. ”Molecular Biology of the Cell” er verdens mest udbredte lærebog i cellebiologi. Den gør meget ud af evolutionsteorien, men nævner dårligt nok Darwin og slet ikke finkerne.
         Hans beskrivelse af evolutionsteoriens følelse af sammenhæng i naturen minder mere om religion end om videnskab, men det skriver han selvfølgelig ikke.

s. 124-125
Evolutionen er banal - men det tog altså flere hundrede år at komme i tanke om denne banalitet. Han tror han sårer nogen - men det er svært at lade sig såre af en løgn.
         Han konstaterer at Nobelpriskomitéen i biologi - eller rettere i fysiologi eller medicin - ikke har ladet sig imponere af evolutionsteorien. Der er ingen Nobel-priser i evolutionsteori - nej for det passer ikke med fundatsen.
         Hvorfor mon forskning i bananfluens genetik har udløst en Nobel-pris i medicin og fysiologi? Fordi bananfluens genetik er relevant for menneskets genetik, som er relevant for medicin og fysiologi. Men kun på grund af evolutionen.
         I øvrigt har komitéen 16 gange omtalt evolutionen i sin officielle præsentation af prismodtagerne. 11 gange er det kommet med i den pressemeddelelse der kommer ud o forbindelse med prisuddelingen.
         Måske skulle han kigge lidt på komitéen for Kemi. En en pressemedelelse fra 2009 hedder det at kemiprisen dette år "... er den tredje i en serie af priser der viser hvordan Darwins teorier i praksis fungerer på det atomare niveau."
         Ca. 50 prismodtager nævner selv i deres festforelæsning (lecture), at de er inspireret af evolutionsteorien i deres arbejde.   
         Her er de nærmere detaljer om dette, med links til samtlige forelæsninger, pressemeddeleser, præsentationer og andet materiale, der nævner den biologiske evolution. 

s. 126
1) Papfiguren dukker op igen. Alle mulige tænkelige teorier indenfor naturvidenskab påstås at blive bragt i spil som forsvar for evolutionsteorien. Men sådan er det jo ikke - der er heller ingen konkrete eksempler. 2) Tyvand spiller (som alle andre IDister) på en kunstig skelnen mellem mikro- og makroevolution og påstår selvfølgelig at det er evolutionsteorien, der blander disse to fænomener sammen.
          Hans påstår også at slægtskab bruges i to forskellige betydninger: lighed og afstamning. Han vil have meget svært ved at finde en artikel om evolution, der bruger slægtskab i betydningen ’slægtskab ved lighed’. Det er altid i betydningen ’slægtskab ved afstamning’ - selvfølgelig fortolket ud fra lighed, morfologisk eller genetisk, hvad ellers? At Tyvand ikke mener, at afstamningsslægtskab kan udledes af fysiologisk lighed, er jo ikke evolutionsteoriens skyld.

s. 127
””¦ derfor er darwinismen i sig selv en slags teoretisk anskuelse” Nu er evolutionsteorien altså pludselig en slags teoretisk anskuelse, hvor det før var ren ideologi.

s. 128
””¦ naturlige ikke-muterede gener” Det er noget Tyvand selv har fundet på. I evolutionsbiologien findes der ingen ’naturlige ikke-muterede gener’. Kun frekvenser af alleler. For nogle gener kender man så kun en allel, eller (hvis der er flere) kan der ikke være tvivl om, at nogle er skadelige, mens andre er gavnlige.
        Han bruger ikke begrebet allel. Meget behændigt, da det ikke passer ind i hans kram. Han vil gerne fremstille det som om der er en (eller måske nogle få) oprindelig(e) udgave(r) af hvert gen, og mutationerne så har ødelagt dette; men det er en håbløst ufuldstændig beskrivelse af, hvad et gen er.
          En meget kort beskrivelse af begrebet 'gen' findes på den
danske Wikipedia; en meget grundigere på den engelske. Også 'allel' er forklaret på både dansk og engelsk Wikipedia.

s. 132
Spørgsmål om hvorfor man ikke hjælper geparder til større genetisk mangfoldighed - men det er jo indlysende, at der kun er meget begrænsede muligheder for det. Han anviser heller ikke, hvordan man skulle gøre det. Det har intet med utilstrækkelig evolutionsteori at gøre, tværtimod. Som at spørge hvorfor man ikke sænker vands kogepunkt, så man kan spare energi. Interesseret i geparder? - se her.         

s.133-140
Så kommer der en længere moralsk kvababbelse over det norske Human-Etisk Forbund og deres holdning til abort.
         Man må formode at relevanser er, at evolutionsteorien på en eller anden måde har ansvar for et moralsk forfald. En meget brugt påstand, men sjældent særligt velunderbygget. Heller ikke her.

Kapitel 4

s. 141
Darwinismen antager kontinuerte forandringer. 
   Der er to forhold der gør denne opfattelse til vrøvl.
   1. Darwin taler om meget små forandringer, det er ikke det samme som kontinuitet. Alene det at der er generationer afbryder jo kontinuiteten. Men miljøpåvirkninger gør, at genetisk ens organismer kan blive morfologisk en smule forskellige. Det medvirker til, at der er en næsten kontinuert morfologisk variation i en population. Og morfologi var det eneste, Darwin kendte til.
   2. Alle de typer af mutationer man kender til er digitale: Fra punktmutationer (udskiftning af enkelte nukleotider i DNA-strengen) til genom-fordobling. Desuden kendte allerede Mendel til genernes ikke-kontinuerte natur.
   Det er altså ganske enkelt ikke rigtigt at evolutionsteorien antager kontinuitet i forandringerne.

s. 142
Darwinismen er en uddateret historiefortælling. En kontinuitetens dagdrøm som er dømt til at blive pulveriseret i de digitale algortimers tidsalder.
Darwinismen er ikke algoritmisk, mens livet er fuldstændig algoritmisk baseret

Ud fra ovenstående burde det være klart at det gangske enkelt er noget vrøvl.

Darwinisterne gik i 120 år og troede, at det var noget andet end digitale algoritmer, der styrede livet. Det er uklart hvad han mener. Og hvorfor det er et problem. Uanset hvad han mener. Det fremgår af teksten at de 120 år starter i 1859 og dermed slutter i 1979. hvad skete der i 1979 eller deromkring? Arvematerialets diskontinuerte opbygning blev opdaget af mendel i 1860'erne og erkendt af den øvruge vídenskab i 1901. Begrebet 'gen' blev skabt i 1909 (af danskeren Wilhelm Johannsen). DNAs struktur blev opdaget i 1953.
Men hvad skete der i 1979?

s. 143-146
Præcisering af hvad digitalt og analogt betyder. Beskrivelse af normalfordelingen. Begge dele er OK.

s. 147
Antagelsen om afstamning lægges til grund for fortolkning af fossiler. Den følger ikke af fossilerne.
         I dag er det sådan set OK - men hvorfor er det så sjældent, at der dukker fossiler op, der ikke passer ind i systemet. Hvorfor er der overhovedet system i tingene?
         I øvrigt fortier han, at på Darwins tid var det omvendt. De fossiler han fandt på Beagle-ekspeditionen, var, sammen med hans kendskab til fossiler i øvrigt, en væsentlig inspiration til evolutionsteorien, og dermed teorien om fælles afstamning.

s. 149
Så reducerer han hele argumentet for den fælles afstamning til et spørgsmål om DNA som fælles arvemateriale. Bl.a. nævner han, at Darwin ingen idé havde om DNA. - nå og hva’ så?
         At fælles afstamning og fælles arvemateriale passer fint sammen, er da uafhængigt af hvornår man fandt ud af det ene og det andet.
         Det er heller ikke et problem, som han påstår, at informationen i DNA er digital. Mutationer i DNA kan være så små, at de morfologiske ændringer, der følger heraf, er næsten kontinuerte. Når dertil lægges at miljøet spiller ind, kan de morfologiske ændringer i praksis udmærket være tæt på kontinuerte. Noget andet er så, at evolutionsteorien ikke hverken antager eller forudsætter at al variation er kontinuert. Se også her.

s. 150
Algoritme forklaret OK. Jeg tillader mig dog det forbehold, at det er vanskeligt helt at gennemskue, hvor relevant algoritme-begrebet er.

s. 153-154
Gentagelse af den absurde påstand om modstrid mellem evolutionsteorien og livets digitale natur.

-     Alle kendte algoritmer må antages at være designet!

Det kan han da godt antage - men han kan ikke vide det. Antagelsen om det modsatte: at de i specielle tilfælde kan opstå af sig selv, er jo lige så gyldig. Han kommer ikke på noget tidspunkt med et teoretisk argument for, at det skulle være sådan.

-     Alle algoritmer er hierarkiske. Mindst to niveauer: formuleringen og eksekveringen.

DNA er formuleringen, proteinerne er eksekveringen!

Ja - men i RNA-verdenen falder de to sammen (linket modsiger i øvrigt Tyvands forestilling om, at evolutionsbiologer benægter og fortier alle problemer).

-     Algoritmer er ikke-kommutative: dvs. rækkefølgen kan ikke ændres!

Det bliver et definitionsspørgsmål. Han bruger brødbagning som eksempel på en algoritme, men her er rækkefølgen af sammenblanding af ingredienserne til dels ligegyldig. Så er spørgsmålet om ingredienserne er en del af algoritmen eller ej. Igen er det bare en påstand uden teoretiske argumenter. Et eksempel er jo ikke et bevis.

-     Der er indbygget ’uskarphed’ i nogle få af livets algoritmer, han nævner tilfældighed i reduktionsdelingen!

Men der er ’uskarphed’ alle steder. Hvad med proteiners manglende specificitet (det at nogle proteiner katalyserer mere end én kemisk reaktion, mutationer kan afgøre hvilken der er mest effektiv); Fejl i DNA-replikationen; Manglende præcision i tid og sted for gen-ekspression.

-     En biologisk algoritme må være fuldstændig før den kan iværksættes!

Det ligner Behes Irreducible kompleksitet. Så modargumenterne er de samme.

-     En algoritme skal have et startpunkt!

Ja, men de kan udbygges trin for trin. Startpunktet er kun et problem for livets opståen. Hvis man accepterer, at der kan være ’uskarphed’ og udbygning, kan simple algoritmer forgrene sig og blive stadigt mere komplicerede. Se fx afsnittet om irreducibel kompleksitet. Se også kommentarerne til Jakob Wolfs bog Rosens råb.

-     Det er vanskeligt at forbedre en algoritme!

Måske, men hvis det ikke er umuligt, er det jo ikke nogen uoverstigelig barriere.

-     Algoritmer kan være behæftet med fejl - kan gå i stå, kan gå i stykker.

-     Evolutionsteoriens mekanisme er i utakt med livets algoritmiske natur!

Kun hvis man accepterer, at algoritmer ikke kan opstå, forbedres, udbygges og forgrenes, ellers ikke.

-     Endnu en gentagelse af, at der ikke kan eksistere positive mutationer.

-     Naturligt udvalg kan ikke gøre noget ved eksisterende algoritmer, udover at vælge mellem de, der allerede findes!

Det er også godt nok, hvis de kan være ’uskarpe’ og forgrene sig, og hvis mutationer langsomt kan ændre dem. 

Væsentlige dele af algoritme-argumentet modsiges af det faktum, at man i computervidenskab har en procedure 'Evolutionære Algoritmer' der netop fungerer ved at starte med et program, der kan udføre den ønskede procedure, blot ikke særligt effektivt, og så indføre tilfældig variation, vælge den mest effektive (ud fra et eller andet kriterium), indføre ny variation og gentage udvælgelsen af det mest effektive program, indtil man har opnået den effektivitet man ønsker (eller proceduren ikke længere kan forbedre programmet). Resultatet af denne prcodure er langt mere effektive programmer, end man ellers vil kunne lave.
         Det er altså på ingen måde umuligt at forbedre en algoritme uden intelligent indgriben. Tværtimod er mutation/selektion en udmærket måde at gøre det på.
         Her er en kort dansk beskrivelse. Her er en opgave for universitetsstuderende (se nr. 3 i linket). Når man sætter universitetsstuderende til at lave den slags, kan det vel ikke engang være særligt indviklet. Tyvand er altså helt galt på den, når han mener at det er vanskeligt at forbedre en algoritme ved mutation/selektion. Dermed falder hele den del af hans 'argument', der drejer sig om forbedring af allerede eksisterende algoritmer, til jorden.

s. 160
Han mener at det at påstå, at den levende natur er resultatet af tilfældigheder og mutationer er det samme som at påstå, at den døde natur er algoritmisk.
         Det hænger selvfølgelig på, at han (udokumenteret) ikke mener, at algoritmer kan opstå af sig selv (og så selvfølgelig på at man accepterer hele hans algoritmiske beskrivelse af livet).

s. 165
Ønsket om at finde en digital tidsbeskrivelse (findes et sådant ønske?) forklares som ønsket om at finde algoritmiske naturlove, som igen forklares med ønsket om at bortforklare overgangen fra ikke-algoritmisk død natur til algoritmisk levende natur.
         Det smager af konspirationsteori. En sammenslutning af teoretiske fysikere, kvantemekamik-fysikere og evolutionsteoretikere, der desperat forsøger at redde en synkende teori. Jeg tror ikke, der er mange teoretiske fysikere, der bekymrer sig om evolutionsteoriens ve og vel. Det overlader de trygt til biologerne.

s. 166
Termodynamikkens anden hovedsætning hævdes som et problem. Sætningen siger at ændringen entropien i et lukket system altid er ikke-negativ. Den gælder som sagt lukkede systemer og er derfor irrelevant, da jorden er et åbent system med gennemstrømmende energi. I øvrigt forklarer han ikke nærmere, hvori problemet skulle bestå.

s. 169
Kybernetik er beskrivelse af en kontrol-løkke. Han beskriver den som afhængig af en algoritme, men samtidig som kontinuert, Er det en modsætning til hans tidligere afvisning af, at algoritmer kan være kontinuerte, eller er det bare klodset forklaret. Og hvad er egentlig pointen?

s. 170
Øverst: Om digital evolutionær optimering. Vi får at vide at ”den enkleste form ”¦” er den hvor man kun ændrer input - ikke algoritmen. Men det må jo betyde, at der er en mere kompliceret form, hvor man også ændrer algoritmen, selvom han konstant har afvist, at det kan lade sig gøre.
         Nederst: Så får vi at vide, at det altid er sådan. Det han kaldte ’den enkleste form’ er altså nu den eneste.

s. 171
”Det er ”¦ et faktum, som mange darwinister nu erkender, at de fleste mutationer er skadelige, fordi de er algoritmisk forstyrrende.”*
         Det er uklart formuleret.
         Er det først nu, at ’darwinisterne’ erkender, at de fleste mutationer er skadelige (langt de fleste er altså neutrale)? Skadelige mutationer har været erkendt i over 100 år.
         Er det først nu, at ’darwinisterne’ erkender, at de fleste mutationer er algoritmisk forstyrrende? Selvom en mutation er skadelig, behøver det jo ikke at være selve den algoritme, den er involveret i, der er forstyrret. Det kan være inputtet - i form af mængde, tidspunkt, sted (organ - celletype - placering indenfor cellen), specificitet, hastighed el. lign. Der er ændret. Og det mener han jo ikke er en ændring af selve algoritmen.
         Er det først nu, at ’darwinisterne’ erkender at de skader, mutationerne gør, oftest skyldes at de er algoritmisk forstyrrende. Det er nok det sidste. Det giver jo kun mening hvis den algoritmiske beskrivelse er almindeligt udbredt og accepteret.
         ”Der findes ingen biologiske input-parametre som mutationerne frit kan forstyrre uden at forstyrre de genetiske algoritmer.” I bedste fald uklart. Men egentlig er det vel bare en gentagelse af påstanden om, at der ikke kan findes gavnlige mutationer.

Kapitel 5

s. 177
Tyvand mener ikke, at man kan ikke definere, hvad liv er. Nej - sikkert ikke.
          Dawkins gør det så let som ingenting, skriver Tyvand hånligt - men hvorfor nævner han så ikke, hvilken definition Dawkins bruger?

s. 178
Karakteristik af liv som ””¦ kulstofbaseret algoritmisk aktivitet”.
          ”Ikke-iltbaserede livsprocesser resulterer i en iltgæld” Men det giver kun mening, fordi der rent faktisk er fri ilt andre steder. I en verden uden (eller kun med forsvindende mængder) fri ilt vil udtrykket iltgæld ikke give nogen mening? Begrebet 'iltgæld' er lidt kompliceret. Jeg håber at finde et godt link til en forklaring.

s. 179
Reproduktion må have været med fra livets begyndelse! Ja og hvad så?

s. 180-181
Han omtaler en bog af Giske og Jakobsen (Evolusjon og økologi) herefter: GJ

s. 182
Der er to teorier om livets oprindelse.
      1:
 Information først
      2:
Liv først

s. 183-184
Det er det samme som: 1: Genetik uden biokemi 2: Biokemi uden genetik Det har han ret i - selvom 'genetik uden biokemi' strengt taget er noget vrøvl, da det kemiske stof, der udgør genetikken, jo i sig selv har en biokemi. Lidt mere præcist kunne man måske sige 'Genetik uden anden biokemi'.
      Og faktisk er RNA-verdenen enetop den kombination af biokemi og gentik, der løser problemet. 

s. 185
Hvornår, hvorfor og hvordan dukkede genetik og biokemi op. Ifølge Tyvand hiver GJ algoritmerne ud af den tomme luft. Han omtaler ikke
RNA-verdenen.

s. 186
’Den røde Dronning’ er en måde at beskrive evolutionen som et kapløb, der kun resulterer i, at man står på stedet. Men det betyder jo netop ikke, som Tyvand antyder, at man skal forvente stadigt større kompleksitet. Den røde Dronning kommer jo ikke ud af stedet. Fx vil kampen mellem parasitter og værtsorganismer blot resultere i, at ingen af dem får overtaget. Se mere om dette her. Der kommer ikke nødvendigvis mere kompleksitet ud af det.
         I Tyvands fremstilling bliver det til et kneb for at fjerne artsbarrierer. Det er helt mørkelagt, hvorfor han mener det.
         Han tolker det som om, evolutionen sikrer, at alle livsformer bliver stadigt mere avancerede. Men det er helt forfejlet. Se fx her.

s. 201 Han anser det for at være umuligt, at en autokatalysator skulle kunne producere en kopi af sig selv. Han argumenterer ikke overbevisende for det. Definerer blot en uorganisk autokatalysator på en måde der ikke inkluderer selv-replikation, og er ellers afhængig af sin påstand om, at en algoritme ikke kan opstå af sig selv.
         Men det er nærmest bare en definition - ikke et relevant bevis. Man kan højst sige at ordet autokatalyse betyder to forskellige ting i kemi og evolutionsbiologi - og hvad så?

s. 204-205
Tærskler i livets oprindelse:
          Tyvands gennemgår Dawkins argument om en række engangshændelser (tærskler - se nedenfor) i evolutionens forløb. Af en eller anden grund fortæller Tyvand ikke noget om, hvor listen stammer fra - hvorfor mon ikke? Listen stammer fra Dawkins bog 'River out of eden' (næsten nederst i linket) se også her. Bogen optræder ikke i Tyvands kilde-liste.
          Tyvand siger at ID vil kunne forklare alle trinene ligeså godt eller bedre end Evolutionsteorien. Ja selvfølgelig - ID kan ’forklare’ alting. ID henviser til en designer, der kan finde på hvad som helst, så man kan aldrig observere noget, der er i modstrid med ID. Her er Dawkins tærskler, som Tyvand fremstiller dem:

-   Genotype reproducerer genotype

Tyvand spørger så: Hvor kommer energien fra, hvor kommer den første algoritme fra?

Man kunne svare at energien til opbygning af RNA ligger i nukleotiderne, og er oprindeligt hentet fra solen (elektromagnetisk stråling, lyn).

-   Genotype producerer fænotype, der producerer genotypen.

En skrøne om at genotypen skal vide hvordan fænotypen skal se ud, før den første fænotype eksisterede.

-   Replikator-team

Det er meget uklart formuleret. På den ene side siger han, at det er den første encellede organisme. På den anden side at det er en organisme med cellekerne, som en slags amøbe. Han har svært ved at tro, at fotosyntesen kan fungere på et lavere plan. Men cyanobakterier er ikke en slags amøber. Han mener, at det er afslørende, at Dawkins overser nødvendigheden af fotosyntese. Men Tyvand overser eksistensen af kemosyntese (fx på baggrund af svovl i stedet for ilt). I øvrigt ser det jo ikke ud til, at han har meget styr på forskellen mellem prokaryoter og eukaryoter.

-   Flercellede organismer.

Det må være dyr - hvorfor ikke også planter og svampe.

Der findes ikke kønnet formering på det encellede niveau. Han ved vist ikke så meget om gær. Nogle gærarter er encellede med kønnet formering. Det samme gælder nogle amøber - oven i købet har denne en ret indviklet kønnet formering.


Listen af tærskler fortsætter med Neuroner, Bevidsthed, Sprog, Teknologi, Radio, Rumfart. Man skal vist læse Dawkins bog for at se, hvad det egentlig går ud på. Tyvand gør det ikke særligt klart.

s. 206
Tyvand mener, at det er et problem for Dawkins, at han ikke tager fotosyntesen med. Det kommer vel an på, hvad Dawkins egentlig vil med denne liste.
         Det ligner mest en liste over, hvad der skal til, for at livet når et kulturstade, hvor vi kan håbe på at få kontakt med liv på andre planeter. Og så er fotosyntese jo ikke et nødvendigt skridt. Der kan tænkes andre kilder til en vedvarende energitilførsel.
         Når man tænker på Tyvands løgnagtige fremstilling af ’Methink ”¦’ eksemplet, skal man være mistænksom.

s. 207
En liste over alt det Dawkins ikke tager med: bl.a. fotosyntese, genetisk fejlretning, immunsystemet. Men det henviser jo specifikt til livet her på jorden. Hvis Dawkins liste er generel for kontakt til liv på andre planeter er det i hvert fald delvis irrelevant. Og da han ikke angiver kilden er læseren afskåret fra at kontrollere rigtigheden og relevansen af indvendingen.

s. 210
Han ser ingen grund til at RNA-baseret liv skulle have eksisteret. Men han har på intet tidspunkt gjort ordentligt rede for teorien om RNA-verdenen. Så hvad er det egentlig han kritiserer? Tyvand opstiller følgende barrierer for det første liv:

-    Entropi

-    Fri energi

-    Adgang til næring

-    Evnen til reproduktion

Entropi: Der er ingen entropibarriere i et åbent system med stadig gennemstrømning af energi som på jorden (se også s. 219-221).
Fri energi: Denne barriere er kun et problem, hvis man ikke tror at molekyler med mere fri energi kan opstå ud fra molekyler med mindre fri energi (selvfølgelig ved at energi tilføres på en eller anden måde). Kulkondritter indeholder aminosyrer og nukleotider (se også her), hvilket er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at opbygge organiske molekyler med fri energi, uden at der er liv til stede. Oven i købet biologisk relevante molekyler. Tyvand nævner på intet tidspunkt dette.
Adgang til næring: Nukleotider kan være både næring og byggesten til selvreplikerende RNA i RNA-verdenen, hvor RNA indeholder både det beskrivende og det eksekverende niveau i en algoritme (stadig forudsat at man accepterer algoritme-beskrivelsen). Følg linket for at se hvilke problemer der er med denne teori, det er ikke så simpelt som det måske ser ud, og der er langt til en færdig teori for livets oprindelse.
Evnen til reproduktion: Så springer han frem til en organisme med DNA og proteiner, cellemembran, cellekerne, immunforsvar. Det kalder han så ’det første liv’. Det er jo en parodi. Et eksempel på Tyvands talrige papfigurer.

s. 212
ID er i Newtons ånd.
         Ja såmænd. Det fortælles at Newton mente, at det var Guds finger, der skubbede lidt til planeterne for at holde dem på plads. Newton kunne ikke forestille sig, at flere planeter kunne være i stabilt kredsløb om solen. Det var bestemt ikke Newtons fejl. Matematikken til at beskrive et solsystem med flere planeter, er forbavsende kompliceret. Specielt når der også er måner om planterne. (Se her. Læs derfra hvor Newton er fremhævet anden gang)

Kapitel 6

s. 213
Tyvand mener at evolutionsbiologer (og andre) søger efter ”Bevidsthedsformlen, som både definerer matematisk hvad bevidsthed er, og beviser hvor og hvornår bevidsthed vil indtræffe.”
          Gad vide om der er nogen, der vil skrive under på, at de leder efter sådan en formel. En Googling af ordet giver ingenting, hverken på dansk eller norsk - så selve udtrykket er der sikkert ingen andre end Tyvand der bruger. Derfor kan der jo godt være andre udtryk, der betyder det samme. Men det er op til Tyvand at komme med konkrete eksempler på forskere, der leder efter en matematisk beskrivelse af bevidsthed. Indtil han gør det, er det en tom påstand (Det tætteste jeg er kommet er denne
internetside - men det er alligevel ikke rigtigt det Tyvand taler om).
          Han mener at ”Vor bevidsthed er ikke slave under naturens love.” men kort efter skriver han om bevidstløshed, som jo kan fremkaldes kemisk, så det er altså ikke helt rigtigt. Og hvad med LSD, der fremkalder hallucinationer?

s. 219-121
Så kalder han alle processer, der kræver gennemstrømning af energi, for ’unaturlige’ hvis de resulterer i et fald i entropi. Og han påstår, at kun en algoritmisk mekanisme kan fjerne entropi lokalt.
         Det er ganske enkelt noget vrøvl.
         Hvad med en vulkan, hvor trykket i kammeret opbygges over tid? Et område med stadigt større trykforskelle, har stadigt lavere entropi. Det er i stand til at udføre stadigt mere arbejde, når trykket udlignes, ved at vulkanen går i udbrud.
         Endnu mere dagligdags: Vind skyldes trykforskelle i atmosfæren. En tropisk orkan, der udvikler sig omkring et stadigt dybere lavtryk, er et kraftigt eksempel på et lokalt tab af entropi. Og vinden får bølgerne til at rejse sig. Entropien i atmosfæren vokser, i havet falder den. Væksten af entropi i luften må antages at være større end faldet af entropi i havet.
         Lyn: Der er opbygget et lokalt fald i entropi i form af spændingsforskel mellem skyen og jorden. Denne udløses som lyn, der for entropien til at vokse brat.
           Fordampning af vand er også et eksempel. Energi fra solen fordamper vandet, der fortættes og falder som regn. Først sænkes entropien ved at der opstår mere orden (vandet er fordelt i to adskilte områder, havet og skyen), samtidig med at det fordampede vand tilføres fri energi. Så fortættes vandet og falder som regn. Hvis regnen falder i bjergene og der er en dæmning over den flod, der fører det tilbage til havet, kan den fri energi udnyttes til at drive et elkraftværk.
          Og hvad med kulkondritterne? Der er fundet en utroligt masse ret komplicerede organiske molekyler i disse meteoritter. Det er et eksempel på lokalt tab af entropi - opbygning af fri kemisk energi i molekylerne.
         Det er altså et rent postulat (eller mere præcist: det er løgn) at et lokalt fald i entropi kræver en algoritmisk mekanisme.
         Et andet postulat er, at algoritmer ikke opstår af sig selv. Det er ikke lykkedes ham teoretisk at vise, at dette ikke kan lade sig gøre, han har end ikke forsøgt. At han ikke mener nogen sinde at have set det, er ikke noget bevis.

s. 226-227
Så stikker 'Scala naturae' sit gamle, forældede hoved frem igen.
          ”Mennesket optræder som det sidste led i ”¦ mutationskæde[n]”
Men alle nulevende organismer er det sidste led i en mutations/selektionskæde - også colibakterier. Han mener at dårlige mutationer vil gøre os til monstre inden vi blev mennesker, men overser at det netop er her selektionen jo sorterer de dårlige mutationer fra og kun efterlader de gavnlige. Og at præcis det samme vil ske i alle 'mutationskæder'.
      Først insisterede han på at beskrive selektion uden mutationer, nu er det mutationer uden selektion. Begge dele er en grov parodi på evolutionsteorien. En af de talrige papfigurer. 

s. 228
Tyvand hævder, at kun ikke-tilfældige mutationer kan bygge hierarkier.
         Det vil altså sige, at hvis bare de ’rigtige’ mutationer optræder på det 'rigtige' tidspunkt, vil der kunne bygges hierarkier. Men når der nu hele tiden sker mutationer, og selektionen sikrer at de skadelige hele tiden sorteres fra, så er dette jo netop den mekanisme evolutionsteorien beskriver. Ikke-tilfældigheden fremkommer ved selektionens sortering i de tilfældige mutationer. Faktisk er dette en indrømmelse af evolutionsteoriens styrke - Tyvand opdager det bare ikke.

s. 230-234
Behes musefælde-eksempel (Linket er til en artikel i Origo). Det er et eksempel på en irreducibel kompleksitet.

s. 235-236
Gentagelse af at evolutionsteorien hævder at grænserne flyder. Han nævner, korrekt, at evolutionsteorien må hævde at der ingen skarp grænse er mellem pattedyr og krybdyr (se også her). Han nævner ikke, at massevis af fossiler viser netop dette. Altså at der har levet dyr, der ikke var hverken klart det ene eller klart det andet.
         Så afviser han, at næbdyret skulle være et eksempel på et dyr, der kombinerer pattedyrlignende træk med krybdyrlignende træk. Det er et pattedyr fordi det har mælkekirtler. Ja - men det er jo bare en definition. Det lægger æg, det har en kloak.

s. 237
Lignende bemærkninger om Archaeopteryx. Så prøver han med et lille trick:
          Eftersom overgangsformer er uldne, hverken er det ene eller det andet, må de have dårlig overlevelse. Men næbdyret er jo netop et sådant 'uldent' dyr. Det har pattedyrtræk: mælkekirtler (de er ikke engang samlet i en dievorte) og krybdyrtræk: det lægger æg og har en kloak (fælles åbning for ekskrementer, befrugtning og æglægning).
         Det hele hænger på, hvordan man definerer pattedyr. Men Tyvand har åbenbart en forestilling om at ’pattedyr’ er en fast natur- (eller Gud-) given kategori og ikke noget vi mennesker har fundet på. Det er selvfølgelig rimeligt ud fra hans skabelses-syn; men ikke når man kritiserer evolutionsteorien.

s. 238
Han fastholder, at det naturlige udvalg kun vælger fra. Og kommer så med et meget afslørende eksempel. En kvinde, der vælger en ægtemand, vælger en hel masse fra - ja og vælger, forhåbentlig, en enkelt til. Det samme med selektionen: alt det mislykkede vælges fra - den sjældne vellykkede mutation vælges til.
         Han overdriver talforholdet mellem skadelige og neutrale mutationer. I virkeligheden er langt de fleste mutationer neutrale eller næsten neutrale.
         Men det vigtigste er OK. Forskellen mellem evolutionsteori og ikke-evolutionsteori er svaret på spørgsmålet.
         ”Findes der gunstige mutationer?”
         Men han var edermannemig længe om at nå frem til det. Først og fremmest fordi han hele tiden underspiller mutationernes rolle. Faktsik har det været klart fra starten at det er problemet ligger.

s. 239
Skadelige mutationer er svære at komme af med, fordi de typisk vil være recessive og derfor ikke vise sig i de enkelte organismer. Ja - det ved enhver populationsbiolog og evolutionsbiolog. Men de skadelige mutationer er heller ikke særligt vigtige før de ved genetisk drift er blevet så almindelige, at de viser sig, og så bliver de sorteret væk, eller i mindste holdt nede på en lav frekvens.
        Tilbage til spørgsmålet ”Findes der gunstige mutationer?”
         Tyvand forsøger at præcisere spørgsmålet:
         ”Findes der mutationer, der kan opbygge en rigere og mere robust algoritmisk struktur i arvematerialet?”
        Hvis man kan afvise, at denne type mutationer findes, er det (ifølge Tyvand) intet problem at afvise evolutionsteorien.
        Hvis man ikke kan afvise dem, dukker der et andet problem op. Nemlig at han helt ser bort fra miljøet. Om en mutation ’der kan opbygge en rigere eller mere robust algoritmisk struktur’ rent faktisk også vil give organismen er fordel (i form af bedre chancer for overlevelse og formering), afhænger jo ofte af hvilket miljø den pågældende organisme befinder sig i.
        For nu at blive i hans algoritme-terminologi: en mutation, der sikrer, at en bestemt temperaturafhængig algoritme (fx et enzym der katalyserer omdannelsen af et kemisk stof til et andet) kan fungere ved et bredere temperaturspektrum, må siges at gøre denne algoritme mere robust. Men den vil kun give sin bærer en fordel, hvis organismen oplever temperaturer, der ellers vil ødelægge den pågældende algoritme. Ellers er det ligegyldigt, eller måske endda skadeligt, hvis den nye mere robuste algoritme fx viser at være mere energikrævende, eller langsommere, eller på anden måde ufordelagtig. Dette er parallelt med hans eget eksempel med fisk i et forsuret miljø (s. 38).
         Tyvand har altså nok vundet noget i præcision, men mistet lige så meget i anvendelighed.

s. 241-243
Ni debatniveauer: Fra rent evolutionsbiologisk dominans (niveau -4) over fuldstændig balance mellem evolutionsbiologer og kritikere (niveau 0) til ren kreationistisk dominans (niveau +4) Niveau ±3 er papfiguren, som han faktisk indrømmer, at han benytter sig af en gang imellem - dog er det faktisk slet ikke nogen indrømmelse. Han siger, at han ikke kan tie stille med inkonsekvenserne, men det er jo noget helt andet end at bygge en papfigur.

s. 244
” ”¦ skabelsen er blevet stemplet som uvidenskabelig, fordi skabelsen nævnes i Biblen.”
         Nej - Skabelsen er uvidenskabelig, fordi naturvidenskab pr. definition ikke benytter sig af overnaturlige kræfter. Det kræver dog at man accepterer materialismen som grundlag. Men hvis man ikke gør det, afskriver man sikkert heller ikke skabelsen.

s. 245-248
Noget om forskelle mellem kreationisme og ID.

s. 249 Påstand om at menneskets kulturelle og sproglige udvikling ifølge evolutionsteorien skulle være dukket op indenfor de seneste 10.000 år. Man plejer nu at give 5-10 gange så lang tid. Altså endnu en papfigur.

En lille sjov detalje er, at der ved hvert kapiteloverskrift er en lille vignet af Darwin. Efterhånden som man kommer frem i bogen, bliver vignetterne mere og mere slørede. Mon ikke Tyvands idé er, at han piller Darwin mere og mere fra hinanden, efterhåneden som bogen skrider frem!
         Helt ufrivilligt illustrerer det sådan set bogens indhold meget godt: Efterhånden som papfigurerne hober sig op, minder Tyvands beskrivelse mere og mere en parodi på evolutionsteorien. Når man når til sidste kapitel, er Darwin næsten uigenkendelig på vignetten, og evolutionsteorien er uigenkendelig i teksten.

Appendiks 1
Populationsgenetisk model for sociale insekter. ”en model som beskriver den genetiske drift hos sociale insekter ”¦ som både tager hensyn til mutationer og selektion” Men genetisk drift er jo netop det karakteriseret ved at være uafhængig af selektion. Ud fra det ene eksempel på beregninger, som han viser, konkluderer han, at det vil være mest fordelagtigt for at undgå indavl, at dronningen parer sig med droner fra fremmede kuber.
         Det behøver man for det første ikke en genetisk model for at konkludere, almindelig sund fornuft er nok. Men det er da betryggende, at hans model svarer til den sunde fornuft og almen viden på området. For det andet nævner han slet ikke begrebet ’indavlsdepression’ som er almindeligt brugt i populationsbiologi som forklaring på, at de fleste dyrearter har adfærdsmønstre der sikrer, at de parrer sig med individer, de ikke er nært beslægtet med. Hos mange tvekønnede planter sikres
fremmedbestøvning (som forhindrer indavl) enten ved, at planten er genetisk selvsteril eller ved forskellige morfologiske detaljer i blomstens opbygning, som gør selvbestøvning vanskelig eller umulig.
          Han nævner heller ikke begreber som kin-selektion eller ’inclusive fitness’ der er væsentlige i denne type tilfælde (Jeg har desværre ikke fundet danske hjemmesider der forklarer dette ordentligt).

Her er en lille klideliste til emnet.
William D. Hamilton: begrebet ’inclusive fitness’ præsenteres i Annu. rev. Ecol. Syst. 3: 193-232 (1972) Nature 280, 519-520 (Reviw af nedenstående)
Caste and Ecology in the Social Insects. By G. F. Oster and E. O. Wilson.
Crozier RH: Advanced eusociality, kin selection and male haploidy, Australian Journal of Entomology (2008) 47, 2-8 har snesevis af referencer. Det må altså være et ret blomstrende felt.
Pamilo P, Gertsch P, Thorén P, Seppä P; Molecular Population Genetics of Social Insects. Annu. Rev. Ecol. Syst. 1997, 28: 1-25


Appendiks 2

Model for forløbet af bladårer, ud fra to antagelser:

Vandet fordamper fra hele bladpladen.

Forløbet af årerne optimerer strømningen af vand. Dvs. at det transporteres på en måde så modstanden er mindst mulig.

      Resultatet er vist i form af et par tegninger, og det ser overbevisende ud. Tyvand argumenterer imidlertid på intet tidspunkt imod, at evolutionen skulle kunne resultere i sådan et mønster. Hvis det virkelig er modstanden imod strømning og jævn fordampning, der er de væsentligste parametre for en effektiv fordeling af vand (og dermed næringsstoffer) i bladet, og det lyder jo meget rimeligt, så er der vel intet til hinder for at det netop kan være det, der selekteres for?

         Han gør grin med en artikel, der forsøger at forklare bladårernes forløb ved selvorganisering. Men det er jo for det første ikke en teori om evolution, for det andet er ét fejlsalgent forsøg på forklaring ikke det samme som at forklaring er umulig.

         Så skamroser han sin egen artikel (om bladåre-modellen) i ’Annals of Botany’, ved at fremhæve tidsskriftets høje impact-factor (mål for hvor meget artiklerne i et tidsskrift bliver citeret i gennemsnit). Men han fortæller ikke, at netop hans artikel kun er citeret to gange. Den ene gang af ham selv, den anden gang i en bisætning i en artikel, der i øvrigt konstaterer at modellen er mangelfuld, og som i øvrigt ikke bruger den til noget. Man kan altså summere ved at konstatere, at Tyvands vandstrømningsartikel absolut ingen indflydelse har haft på biologernes opfattelse af dette felt.


I øvrigt er der grænser for hvor præcis modellen er.
Til venstre ses (omtrent) modellens forudsigelse af årefoløbet i et blad; til højre et mere realistisk åreforløb.

                 

 

 

Kilder til viden om årsagen til påfuglenes store haler:
Petrie, M. Halliday, T. Sanders, C. 1991: Peahens prefer peacocks with elaborate trains. Anim. Behav. 41, 323-331.
Petrie, M. Halliday, T. 1994: Experimental and natural changes in the peacock’s (Pavo cristatus) train can affect mating success. Behav. Ecol. Sociobiol. 35, 213-217.
Yasmin,
S. Yahya, H. S. A. 1996: Correlates of mating success in Indian peafowl. Auk 113, 490-492.

 

 

210211

 

 

 

Opdateret 13/03/2013