Vi bruger Cookies!     

         
 X     
intelligentdesign

Intelligent Design, Creationism and Evolution in Denmark and the rest of the world


ShapeSpace FormRummet

Det følgende er meget foreløbigt. Det er inspireret af et kapitel af Stuart Kauffman i bogen 'Debating Design' (ed. Ruse og Dembski). Jeg skal have læst kapitlet igen og gennemarbejdet argumentet.
Det følgende skal derfor foreløbig tages for egen regning. Når jeg er lidt mere sikker på formuleringen tager jeg kontakt til Kauffman og forsøger at få beskrivelsen bekræftet/afkræftet.

Idéen er at der er et begrænset antal former (måske ca. 100 millioner), der tilsammen udgør FormRummet. Dvs. alle tænkelige former et molekyle (af en vis begrænset størrelse) kan have.

Hvis dette er korrekt, vil det sige at givet et tilstrækkeligt stort antal tilfældige proteinmolekyler, vil der være mindst ét der katalyserer en hvilken som helst reaktion, et der danner enhver tænkelig struktur, ét der binder sig til et hvilket som helst andet molekyle (proteiner eller andre).
Det med den begrænsede størrelse er IKKE et problem her. Godt nok er proteiner typisk meget store molekyler, men deres aktive del er ret lille og består typisk af færre end 10 aminosyrer. Resten af proteinet er for så vidt ligegyldigt, så længe det ikke ændrer formen på den aktive del væsentligt.

Hvis det er rigtigt, falder den indvending, at evolutionen ikke kan danne effektive proteiner, fordi der er alt for mange muligheder til at de effektive enzymer o.l. kan opstå. Alle tænkelige enzymer kan opstå, når blot der findes tilstrækkeligt mange tilfældige proteiner at tage af.
Indvendingen kan fx formuleres sådan at eftersom et givet kendt protein kun kan variere så og så meget uden at miste sin funktion (fx hvis der er 10100 muligheder), og da der kun findes så og så mange mulige proteinfunktioner (fx 1010), er der kun så og så mange mulige (i dette tilfælde 10110) virksomme proteiner. Hvis dette tal så er meget mindre end det mulige antal proteiner (fx 20300 = 10400) vil det sige, at for hvert virksomt protein, er der en masse (i dette tilfælde 10300) uvirksomme. Derfor - går argumentet - vil evolutionen aldrig kunne finde de virksomme ved en tilfældig proces.

Hvis der rent faktisk kun findes ca. 100 millioner (108) mulige forskellige molekylære former bliver alle disse beregninger ligegyldige. I det tilfælde vil vi faktsik ende der hvor det store flertal af mulige proteiner vil have mindst én funktion - det er bare ikke lige til at sige hvilken.

Problemet illustreres fx af morfin. Morfin binder til endorphin-receptoren i hjernen. Men endorphin er et protein mens morfin kan beskrives som et slags modificeret polysaccharid (et molekyle der består af flere sammenviklede kulstofringe, med nogle sidegrupper). At to kemisk helt forskellige molekyler kan have samme effekt - nemlig at binde til et bestemt protein, i dette tilfælde en receptor, illustrerer princippet med det begrænsede 'FormRum'. Mennesker har kun forsøgt at spise nogle få tusind plantearter, der hver indeholder nogle tusind (måske 100.000) forskellige molekyler. Ialt har mennesker altså udsat sig for ca. 100 millioner forskellige kemiske stoffer fra planter. Alligevel er det lykkedes at finde ét, der virker på samme måde som endorfin. Uden at tallene skal tages alt for højtidelige, ser eksemplet ud til at bekræfte størrelsesordenen af 'FormRummet'

Opdateret 03/10/2011