Vi bruger Cookies!     

         
 X     
intelligentdesign

Intelligent Design, Creationism and Evolution in Denmark and the rest of the world


Kritik af Jonathan Wells: 'Icons of Evolution'

 

Denne kritik kan måske virke nogen indforstået. Jeg anbefaler at man læser bogen før eller parallelt med kritikken.

 

Generelt

Wells kommer kun sjældent med nogen antydning af, hvilken alternativ forklaring han eventuelt forestiller sig til de eksempler, han kritiserer. Nogle gange er det måske ikke relevant, men nogle gange er det højst relevant: Darwins finker, Hestens -, menneskets og fuglenes evolution, Hvirveldyrenes lemmer.

   Der er eksempler på, at hans fremstilling er direkte misvisende: Den firvingede bananflue, Retningsbestemt evolution, Homologi.

   Enkelte oversætterfejl (?) hvad er en afart (Kapitel 7).

   Der er også eksempler på inkonsistens: to modstridende fremstillinger af fylogenien på det højeste niveau i kapitel 3.

 

 

s. 15 - 21 Kapitel 1: Indledning

 

Wells påstår, at biologer forsøger at nedtone, at evolutionen drejer sig om dannelse af nye arter og nye strukturer. De siger, at det bare drejer sig om små forandringer, der ophober sig med tiden. Selvfølgelig er der ingen kilde, da det er en tåbelig påstand.

 

 

s. 22 - 35 Kapitel 2: Miller-Urey

 

Han nævner ikke den mulighed, at de første organiske molekyler kom til jorden fra kometer eller kulstofkondritter (carbon condrites?). Heller ikke muligheden for at de er dannet i dybhavet ved 'rygere'.

Her er et foredrag der bl.a. handler om dette spørgsmål.

   s. 26 Visse bakterier kan leve under anaerobe forhold - ja det skal jeg love for; mange kan kun leve sådan.

   Omtale af hvordan Alberts lærebog ’Molecular Biology of he cell’ omtaler Miller-Urey forsøget. Det fremstilles som om det slet ikke nævnes, at der er vanskeligheder med at bestemme indholdet af den tidlige atmosfære. Men i 'The Cell' starter afsnittet om forsøget: ”The conditions that existed on the earth in its first billion years are still a matter of dispute.” Derefter nævnes det, at der er usikkerhed om hvorvidt der var ammoniak og metan til stede. Det er ikke rimeligt at kritisere bogen for at gengive et utroværdigt forsøg, og så samtidig fortie at bogen faktisk gør opmærksom på problemerne.

 

 

s. 36 - 59 Kapitel 3: Darwins evolutionstræ

 

s. 38 En noget upræcis fremstilling af systematikken. Højeste niveau: Svamperiget - Dyreriget - Planteriget - Bakterieriget. Er det virkelig en biolog der skriver det sludder. Ingen omtale af prokaryoter - eukaryoter; ingen omtale af Eubacteria - Archaea. Det kommer ganske vist senere, men det understreger jo bare manglen på præcision.

   Det er jo ikke rigtigt at den Kambriske revolution bliver forsøgt tiet ihjel. Tværtimod - alle der har beskæftiget sig lidt med evolution er stødt på det. Han gør jo selv opmærksom på, at der er bred enighed om at den kambriske revolution er et faktum. Problemet er altså ikke fortielse.

   s. 43 Han omtaler Small Shelly Fauna, små skalbærende dyr der levede fra Ediacaria til noget ind i Kambrium. Han fortæller, at de ikke ligner nogen nulevende dyregruppe. Ifølge Wikidepia er adskillige af dem i familie med armfødder (Brachiopoda), pighuder (Echinodermata) og bløddyr (Mollusca).

   I øvrigt er hans fremstilling af de forskellige rækkers opdukken som fossiler meget mangelfuld. Hans fremstilling undervurderer tilsyneladende antallet af sent opdukkede rækker. Han har næsten alle de med der dukker op i Kambrium, men udelader adskillige senere.

 

s. 48 Molekylær fylogenese

Han tøver ikke med at gøre opmærksom på problemerne. Og drager konklusionen at man kan få ’vidt forskellige’ resultater, alt efter hvordan man stiller sekvenserne op overfor hinanden (alignment). ’Vidt forskellige’ er nok en overdrivelse, især da problemerne bliver mindre, hvis man bruger protein-kodende DNA eller RNA hvor man ved, at det skal oversættes til protein. Det er det man gør i det nuværende ’Tree of life’ projekt. Det ville være rimeligt at omtale, at man udmærket er klar over, at det molekylære ur skal anvendes med forsigtighed, da det ikke går med en bestemt hastighed.

   I øvrigt modsiger hans beskrivelse påstanden om, at man fortier problemerne. Tværtimod er problemerne jo udstillet med al ønskelig tydelighed, når der næsten samtidig kan komme artikler med forskellige konklusioner.

   Så kommer han med nogle eksempler, som han åbenbart mener, illustrerer hvor umuligt det er at lave fylogeni ud fra molekylære data. Kaninen nærmere beslægtet med primater end med gnavere (Kaniner er ikke gnavere, så hvad er problemet?). Søpindsvin i gruppen af chordater (Der er så vidt jeg ved almindelig enighed om, at pighuder (søpindsvin og søstjerner) er chordaternes nærmeste slægtninge, så om de tilhører rækken eller ej er sikkert mere et definitionsspørgsmål end noget andet). Koen nærmere hvaler end heste (Det har været god latin længe og er efter bogens udgivelse blevet bekræftet ved fossilfund).

   Eftersom man ikke kan finde en outgroup til et træ, der omfatter alt liv, må det være meget vanskeligt at udtale sig om roden.

   Hvorfor omtaler han ikke, at det faktisk er fuldstændig nødvendigt at bruge forskellige gener til træer af forskellig dybde? Nogle gener har hurtig evolution og kan kun bruges til sene forgreninger, andre har meget langsom evolution og kan anvendes til dybe forgreninger, men kan til gengæld ikke skelne sikkert mellem nært beslægtede arter. Det skyldes, at nogle proteiner er meget plastiske og kan tåle mange mutaioner uden at miste funkiotnen, mens andre er mindre plastiske og kun tåler få ændringer.

   Hvorfor omtaler han ikke, hvordan det går på lavere niveauer? Fx viser molekylær fylogeni af planter præcis det, man skulle forvente: at nåletræer er hinandens nærmeste slægtninge; at blomsterplanter er hinandens nærmeste slægtninge; at familierne indenfor blomsterplanterne kan genfindes i den molekylære fylogeni.

   Når han kan citere en forsker, der mener, at man skal spørge efter noget andet end et fylogenetisk træ (i hvert fald på det alle mest fundamentale niveau) så er det jo vrøvl samtidig at sige, at man vil negligere problemet. Han går let henover at denne rykken op med rode ikke involverer dyrenes og planternes lavere niveauer.

   I afsnittet ’Fakta om evolutionen’ omtaler han en udstilling hvor der tydeligt gøres opmærksom på, at mange af de fælles forfædre man forestiller sig, faktisk ikke kendes. Men i stedet for at fortælle, at det er det man gør, mistænkeliggør han det, og siger ligeud at udstillingen forsøger at snyde og påstå at forfædrene kendes.

   Han hænger sig en del i, hvad der står i en pjece fra National Academy og Sciences. Er det ikke lidt tyndt.

   Han er meget hurtig til at springe fra problemerne med den kambriske eksplosion, til at man kun kan genkende og rekonstruere evolution indenfor arter, hvilket jo simpelthen ikke er korrekt.

 

 

s. 60 - 76 Kapitel 4: Homologi

 

Det forekommer at være en gang sprogligt flueknepperi.

    Homologi er defineret som resultatet af fælles afstamning og kan derfor ikke længere bruges som argument for fælles afstamning. Nej - men det, der foregår, er jo, at man prøver at identificere hvilke ligheder, der skyldes homologi (fælles afstamning) og hvilke der skyldes analogi (parallel udvikling af ensartede strukturer, der skyldes ensartede levevilkår eller ensartede funktioner). Man har en hel masse ligheder, nogle af dem optræder systematisk, således at man kan genkende et mønster, andre ser ud til at optræde tilfældigt.

    Når man finder at en hel masse ensartede strukturer optræder sammen, fortolker man det som homologi; hvis man finder at de optræder rodet og tilfældigt, fortolker man det som analogi.

    Opbygningen af pattedyrenes lemmer er et eksempel på nogle strukturer der ligner hinanden og som optræder sammen med en masse andre strukturere der ligner hinanden, nemlig alle de strukturer der definerer en tetrapod (firbenede hvirveldyr og deres flyvende og svømmende slægtninge). Derfor opfattes de som homologier.

    Hvirveldyrenes og blæksprutternes øjne er eksempler på strukturer, der ligner hinanden, men som ikke optræder sammen med en masse andre lignende strukturer. Derfor opfattes de som analogier.

 

Argumentet går altså sådan her: mange sammenfaldende ensartede strukturer er argument for fælles stamfader: de ensartede strukturer kaldes herefter homologe. SLUT!

   Resten er rent retorik.

   I kritikken af de molekylære data og homologi overser/fortier han, i hvor stort omfang de to måder at se tingene på stemmer overens. I masser af tilfælde bliver et slægtskab, der er formodet på baggrund af morfologi, jo bekræftet af molekylære data. Hans fremstilling får det til at lyde, som om det hele er en stor gang rod. Sådan er det jo ikke.

    Hvis man forfølger hans argument, når man til følgende: selvom evolutionen er sand, kan man ikke vise det ved at se på fælles træk hos organismerne uden at ende i en cirkelslutning. Han ser ud til at mene, at evolutionen end ikke kan bevises, selvom den skulle være sand.

    Eksemplet med bilerne der ligner hinanden på samme måde som levende organismer viser det samme. Selvom evolutionen har fundet sted, vil man altid kunne argumentere imod den med kreationisme/ID. Men det er ikke særlig vigtigt. Man kan aldrig argumentere imod kreationisme/ID med iagttagelser. Ingen iagttagelser kan være i modstrid med hverken kreationisme (i det mindste hvis man ser bort fra de åbentlyst idiotiske udgaver, der hævder at jorden er ca. 10.000 år gammel) eller ID.

    Han afviser faktisk, at Darwin kunne argumentere for at der kunne ske små variationer i arven fra ophav til afkom. Men det gør han jo meget grundigt i ’Arternes oprindelse’ med udgangspunkt i tamdyr.

    Han argumenterer for, at man skal forvente at den brusk der dannes før den forbener til knogler, skal ligne hinanden mere mellem forskellige arter, end de færdige knogler; men det er da noget vrøvl. Det kan lige så vel være, at knoglerne er forskellige, fordi de er dannet ud fra forskelle i bruskens struktur. Hans konklusion: at ’homologe træk ”¦ i hvirveldyrenes lemmer ”¦ ikke [er] fremkaldt af udviklingsretninger, der svarer til hinanden’ er derfor ikke støttet af hans egen gennemgang af fakta.

 

Gad vide hvad han egentlig mener med sine eksempler på homologe gener der styrer ikke-homologe strukturer og ikke-homologe gener der styrer homologe strukturer?

   Det ser umiddelbart ud som om han argumentere for, at der skal noget andet til (Gud) end biologien selv. (Kunne det tænkes, at der alligevel er en form for homologi mellem lemmerne hos forskellige dyr?)

 

Spørgsmålet om homologe strukturere styret af forskellige gener er ikke så vanskeligt som det gøres til. Hvis en struktur er fordelagtig vil den blive bevaret. Hvis et gen der tidligere har haft andre opgaver muterer så det får indflydelse på denne struktur, vil genet med tiden kunne blive nødvendig for strukturen. Måske i en sådan grad, at andre gener der oprindeligt var ansvarlige for strukturen forsvinder. Det er ikke hvad man ville forvente i de fleste tilfælde, men det kunne ske.

    Den anden vej rundt er vanskeligere. Man må forestille sig, at der i de fælles forfædre har været simple udgaver af de strukturer det drejer sig om, og at disse er blevet bevaret, på trods af, at alt andet er forandret og at man derfor ikke længere kan genkende strukturerne som homologe til trods for at de er det. Det er ikke noget problem, hvis strukturen er forsvundet fra nogle af udviklingsretningerne.

 

Så springer han igen i argumentationen. Nu afviser han pludseligt at informationskontinuiteten i hvirveldyrenes lemmer kan komme fra gener eller udviklingsretninger, men han har kun kort omtalt hvirveldyrenes lemmer i det foregående. At udviklingsrækkefølgen af lemmer er vendt om hos salamandre er vel ikke nødvendigvis noget stort problem.

    Hans parodi på en samtale mellem en studerende og en lærer er ikke meget værd. Løsningen er ikke så vanskelig. Hvis der er meget dominerende systematiske mønstre i lighedstrækkene (hvirveldyrenes lemmer og øvrige kropsbygning), anses de for at være homologe, mens ligheder der dukker op tilfældigt mellem en masse store forskelle (hvirveldyrs og blæksprutters øjne og øvrige kropsbygning), anses for at være analoge.

   Resten er ren uinteressant retorik. Mon ikke han har læst Big Daddy (eller også er Big Daddy inspireret af Wells).

 

 

s. 77 - 99 Kapitel 5: Haekcels fostre

 

Det drejer sig om, at Haeckel lavede nogle fostertegninger i slutningen af 18-hundrede-tallet, som viste sig at være forkerte, men som alligevel er blevet genbrugt i de sidste 100 år. Det er en pinlig affære som snarest bør rettes. Der er intet forsvar muligt.

   Men igen skal man ikke overdrive problemerne. Haeckel havde en teori om rekapitulation; at "ontologien rekapitulerer fylogenien." altså at "fosterudviklingen gentager slægtskabet." Det skal forstås på den måde at den evolution, som en art har været igennem, gentages i fosterudviklingen, således at de tidlige stadier af fosterudviklingen viser de tidlige stadier i evolutionen af en art. Den idé er for længst opgivet.

 

Nu kalder Wells pludselig de fælles forfædre, som Darwins antog, for arketyper. Det er meget uheldigt. Er det en fortalelse eller en misforståelse? - er det tilfældigt eller bevidst? Ordet 'Arketype' antyder, at det er en slags grundlæggende type, som alle de faktiske individer er variation over. Men det er faktisk en kreationist-måde at tænke på. I evolutionen er der ingen sådanne grundlæggende typer. Der er i princippet ingen begrænsninger for, hvor meget en udviklingslinje kan variere fra en given forfader. Det vil også være helt tilfældigt, hvilken organisme man vil udpege til at være 'arketype'.

 

Pudsigt nok omtaler han svælgbuerne hos fostre af alle hvirveldyr. Disse udvikler sig til gæller hos fisk og fx mellemøret hos pattedyr. Men det er jo netop et eksempel på, at der er strukturer, der er ens hos fostre og meget forskellige hos voksne. Kun hvis man vil fastholde den meget rigide rekapitulation, som er åbenlyst forkert, kan man benægte at dette er et eksempel på det som Wells forsøge at modsige: stor lighed i fostertilstand efterfulgt af store forskelle i voksen tilstand.

 

Se også her

 

 

s. 100 - 119 Kapitel 6: Archaeopteryx

s 105 Wells fremstilling af kladistik får det til at virke åbenlyst latterligt, men hans fremstiling er en fordrejet version af kladistikken. Det at yngre fossil anses for være forfader til et ældre kan jo forekomme, hvis det yndre fossil er af en evolutionslinje, der er meget stabil, eller hvor de kendte fossiler ikke er særligt godt bevaret. Se herHan gør bare nar af de konklusioner systematikere drager af kladistiske analyser.

          At sige at fugle er dinosaurer fordi de nedstammer fra dem, er ikke en nødvendig konklusion. Det kommer an på, hvordan man definerer en dinosaur. Det indebærer dog nok, at man er nødt til at lave navngivningen af gruppen dinosaurer om.

          Det er muligt, at man må opgive gruppen dinosaurer som monofyletisk gruppe, og dele den op på en anden måde. Eller indføre en ’dinosaurer og fugle’ gruppe, hvilket er hvad nogle systematikere gør. 


   Ifølge Tree of Life ser det nogenlunde sådan ud:

   At Archaeopteryx ikke længere anses for at være en direkte forfader til fuglene, men sikkert tilhører en sidegren, er jo i sig selv ikke noget problem.

   Hele hans fremstilling af kladistikken, med dens intuitivt underlige konsekvenser, er uhæderlig. Bemærkningen ”Mennesket er en fisk” overser, at hvis teorien om afstamning er korrekt, er det en logisk konsekvens at lave monofyletiske grupper. At naturen ikke passer ind i vores intuitive opfattelse, er jo ikke naturens problem. I øvrigt er det en parodi. I systematikken er det ikke noget problem at lave en monofyletisk gruppe ’Pattedyr’ som mennesket tilhører. Problemet opstår når man vil lave en gruppe der hedder ’Fisk’. Men det må man så lade være med.

   Han nævner ikke ordet ’monofyletisk’ selvom det er meget centralt i kladistikken. Han forklarer dog hvad det betyder.

   Selvom ’Piltdownfuglen’ som han kalder det, er en pinlig affære, er det jo ikke afgørende. ’National Geografic’ er ikke et videnskabeligt tidsskrift, og det var palæontologer - ikke deres kritikere - der afslørede svindelen.

   Historien om at kalkun-DNA er blevet mistolket som dinosaur-DNA er pinlig.

 

 

s. 120 - 136 Kapitel 7: Birkemåleren

 

En forsker ved navn Heslop-Harrison fandt at birkemåleren udviste melanisme ved at leve på sodsværtede træer. Men andre kunne ikke gentage forsøgene.

   Han henviser til påvisning af andre faktorer, men det er jo ikke i sig selv et problem at naturen er indviklet. Det, der er interessant, er om Kettlewells (ham der lavede de berømte forsøg med birkemåleren) konklusioner kan afvises.

   Hvordan er birkemålerens gemmesteder med/uden lav/forurening? Det er jo muligt, at de hvide alligevel er tydeligere i forurenet skov end i uforurenet, uanset lav på træstammerne eller ej.

   Alt i alt er det dog nok lidt tyndt at hænge alt for mange konklusioner om evolution op på historien om birkemåleren. 
   Dette er i øvrigt et sted hvor ID-fortalere ike er enige: Se fx
her (ca 5 min inde i videoen) hvor Phillip Johnson accepterer Birkemåleren som eksempel på mikroevolution.

 

 

s. 137 - 149 Kapitel 8: Darwins finker

 

Wells fremstiller det som et problem for evolutionsteorien, at man fortæller historien om Darwin og Galapagosøerne forkert. Han mener også, at det er et problem, at nogle af arterne hybridiserer, og at det er usikkert hvor mange arter der er (mellem 6 og 14 arter er nævnt).

   Ingen af delene er tilfældet; Evolutionsteorien er uafhængig af, hvordan den er blevet til. Det er selvfølgelig historisk interessant, om Darwin blev inspireret af finkerne på Galapagos eller ej. Men for evolutionsteorien er det ligegyldigt. Hybridisering mellem arter er heller ikke noget problem. Darwins finker har stadig det karakteristikum, at de er en monofyletisk gruppe af arter, der lever tæt sammen, og hvis nærmeste slægtning lever et de nærmeste steder, de kunne være kommet fra, nemlig på det sydamerikanske fastland. Præcis som evolutionsteorien forudser det.

   Hvad antallet af finkerarter angår, er usikkerhed i artsopdelingen jo præcis, hvad man skal forvente under evolutionsteorien. Vi ser en gruppe arter, der er i gang med både udspaltning og hybridisering. Wells kommer ikke med antydning af en alternativ forklaring.

 

Wells er meget optaget af, at man ikke kan knytte finkernes næbform til kendte gener - hvorfor mon det. Han hænger sig meget i, at klimaet på en enkelt ø skifter tilfældigt og derfor ikke kan føre til evolution i en bestemt retning, men nævner slet ikke at klimaet på de forskellige øer er meget forskelligt - nogle steder tørt andre fugtigt. Det sidste er jo afgørende for, at der kan være sket en evolution af forskellige næbformer.

 

 

s. 150 - 163 Kapitel 9: Den firvingede bananflue

 

s. 153 Antibiotikaresistens kan skyldes ”nedarvede enzymer”. Hvor kommer disse enzymer fra, hvis de ikke er dannet ud fra muterede gener?

   Nogle bakterier får antibiotikaresistens som de ”tilegner sig fra andre organismer”. Ja ved vandret overførsel af gener, der giver resistensen. Men disse gener skal jo give resistens for at det hjælper noget. Og desuden er dette med den vandrette overførsel af gener mellem mikroorganismer jo blot et eksempel på en af de måder, evolutionen virker på. Der skal stadigvæk selektion til for at bevare den ny variation.

   Hans omtale af ’nedarvede enzymer’ lyder som om han ikke kender sammenhængen mellem gener og proteiner og dermed enzymer. Og det er jo utænkeligt.

 

s. 154 ”Resistens overfor insektgifte [skyldes] for det meste at enzymer inaktiverer giften.”

   ”Råmaterialet til evolution i stor skala skal være i stand til at medvirke til grundlæggende ændringer ”¦” Medvirke er kodeordet, en enkelt mutation behøver ikke medføre ret meget. Biokemiske ændringer, som han siger, er de eneste gavnlige mutationer der kan påvises, er (næsten) alt hvad man kan forvente af bakterier.

 

158 Wells nævner, at ”nogle evolutionsbiologer mener at tovingede fluer har udviklet sig fra firvingede ”¦” Er der nogen der ikke mener det?

 

Wells ser ud til at afvise, at svingkøllerne kan udvikles fra vinger, på grund af den komplicerede genetik, der styrer udviklingen af svingkøller i de nulevende fluer. Men han glemmer, at i de nulevende fluer er den samlede genetik, der styrer udviklingen af svingkøllerne, jo færdigudviklet. Hvordan det har set ud på mellemstadierne er ikke nødvendigvis klart ud fra den nuværende genetik. Det minder meget om Behe’s irreducible kompleksitet.

 

Wells gentager flere gange, at firvingede fluer er handicappede, selvom han jo udmærket godt ved, at det er irrelevant, da argumentet fra evolutionsbiologien er, at det er de tovingede der er udviklet fra firvingede - ikke omvendt.

   Evolution i bakgear er et forvrøvlet udtryk. Det indikerer jo, at evolutionen må have en naturlig retning, der så en gang imellem vendes om. Men evolutionen har ingen bestemt retning, morfologisks set - den går altid i retningen af det bedst tilpassede. Evolution i bakgear skulle så være evolution væk fra det bedst tilpassede, hvordan skulle det så foregå?

   At sige at evolution fra svingkølle til vinge er fremad, mens fra vinge til svingkølle er bagud vidner om at Wells overhovedet ikke aner, hvad han taler om, eller (mere sandsynligt) bevidst forsøger at vildlede sine læsere.

 

Han omtaler ’saturation mutagenesis’ (mætnings-mutagenese) i Drosophila og fremstiller det som en søgen efter ”enhver mulig mutation, der kunne have forbindelse med bananfluens udvikling” og mener at det er et problem for evolutionsteorien, at der ikke er fremkommet en eneste ny fordelagtig mutation.

   Det er selvfølgelig noget vrøvl, at skulle lede efter ”enhver mulig mutation, der kunne have forbindelse med bananfluens udvikling” dem er der millioner af. Og hvad med gen-fordobling; Ændring i promotorer og dermed gen-udtryk. Hvad med følgerne af flere på hinanden følgende mutationer i det samme gen? Er det med i denne forestilling om 'mætning'. Mon ikke snarere det drejer sig om at undersøge genernes funktion ved at slukke for samtlige gener et ad gangen, og se hvad der sker.

   Det omtrentlige antal mulige ikke-neutrale punktmutationer i en arts er lig antallet af gener (for bananfluer ca. 25.000) gange 300 (det gennemsnitlige antal aminosyrer i et protein) gange det gennemsnitlige antal mulige ikke-neutrale mutationer pr. codon (ca. 7). Det bliver i alt ca. 50.000.000. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at der er nogen, der planlægger at fremstiller 50 mio. forskellige bananflue-linjer. 

 

s. 161’Genomisk ækvivalens’ er det forhold, at alle celler i en organisme indeholder de samme gener.

   Wells's udsagn: ”For en neodarwinist er genomisk ækvivalens paradoksal” er noget vrøvl. Så snart man ved en lille smule om sammenhængen mellem hvilke gener en celle indeholder, og hvilke der bliver udtrykt, er der intet paradoksalt ved den genomiske ækvivalens.

   Han kobler direkte fra epigenetik til kritik af neodarwinismen uden at fortælle, at den grundlæggende mekanisme ’Naturlig selektion’ er helt uafhængig af, hvor variationen kommer fra. Forskningsresultater indenfor Epigenetik viser at erhvervede egenskaber i visse tilfælde nedarves, i det mindste i nogle generationer; men det er ikke i sig selv et problem. Der jo ingen regel der siger at Neo-darwinismen ikke må justeres, når der kommer nye videnskabelige resultater; tværtimod er det jo en del af den videnskabelige metode.

   Det er korrekt, at den oprindelige, meget bastante neodarwinisme udelukkende hæfter sig ved mutationer og hævder, at al variationen kommer derfra og at evolutionen simpelthen er ændringer i gener ved mutationer efterfulgt af ændringer i gen-frekvenser i populationerne ved naturlig selektion. Denne oprindelige neodarwinistiske beskrivelse er helt sikkert ikke hele sandheden (og det fastslog allerede Darwin, selvom han nok tænkte på noget andet). Men hvad så? Alle teorier indenfor naturvidenskab er under konstant kritik og kan altid forandres under indtryk af nye observationer. Genetisk drift, positionseffekter, fordobling af DNA, dannelse af polyploider og andre forhold er blevet tilføjet teorien siden den moderne syntese. Lige nu ser det ud til at en revision af evolutionsteorien i form af at inkludere epigenetikken er rimelig (og på vej). Men neodarwinismen var jo i sig selv en revision af Darwins oprindelige idé, så det er jo ikke noget problem. Det er direkte uhæderligt at fremstille det, som om der er en kernenedsmeltning af evolutionsteorien på vej.

 

 

s. 164 - 174 Kapitel 10: Hestefossiler og retningsbestemt evolution

 

”Den ikke-retningsbestemte evolution er et filosofisk ikke et empirisk standpunkt.”

   Langt det meste af evolutionen, der har fundet sted, er ikke retningsbestemt. Se nedenfor (s. 190).

   Han er meget optaget af at evolutionsteorien bygger på materialistisk filosofi, men det gør al naturvidenskab. Al naturvidenskab starter med en antagelse af at verden er styret af naturlove uden mål og hensigt. Hvorfor skal biologer specielt gøre opmærksom på det, når det gennemsyrer al naturvidenskab?

   Det rimelige krav i den sammenhæng må vel være, at der undervises i videnskabsteori, så snart eleverne skønnes at kunne håndtere og forstå det. At kræve det specielt i biologi afslører et ønske om at mistænkeliggøre netop den biologiske videnskabs materialistiske fundament. (Se bl.a. de klip der er med Scott og Miller. Her omtales dette problem) 

 

Kritikken i kapitlet synes at gå på, at evolutionsbiologer ikke vil acceptere den retningsbestemte evolution. Altså at man ikke accepterer, at der en på forhånd udstukket retning, som evolutionen så følger. Det er heller ikke nødvendigt at antage dette i hestens tilfælde. I løbet af hestens udvikling skete der også store økologiske forandringer, i dét græsstepper bredte sig på jorden. Hestens udvikling er helt tydeligt en tilpasning til nye økologiske forhold. Det er ikke underligt at det fører til en retning i udviklingen.

   Det er stadigvæk sådan, at langt de fleste udviklingslinjer ikke har nogen tydelig retning. (Bakterier som det mest udtalte eksempel, men også hajer, Den Blå Fisk, Gingko og talrige andre)

 

s. 175 - 191 Kapitel 11: Fra abe til menneske

 

s. 179 Han citerer Dawkins for at skrive, at Darwin chokerede verden ved at påstå, at mennesket er beslægtet med aber. Derefter gør han opmærksom på, at andre længe før Darwin (bl.a. Linné) har gjort opmærksom på ligheden mellem aber og mennesker.

   Men fx Linné var jo af den klare opfattelse, at alle arter er skabt uforanderlige af Gud. Hans systematik har ingenting med slægtskab at gøre, men er udelukkende et forsøg på at skabe orden. Derfor bruger han også de mest åbenlyse stabile træk til at definere grupperne, der derfor i nogle tilfælde (fx opdeling af blomsterplanterne ud fra antallet af støvblade) i nogle tilfælde er meget forskellige fra vores dages ordener, familier og så videre.

   For Linné var mennesket skabt af Gud, for Darwin var det blevet til ved udvikling fra dyr. Der er en verden til forskel som Wells forsøget at nedtone - hvorfor mon det?

 

s. 181 Han skriver, næsten i en bisætning, noget meget afgørende.

   ”Illustrationens udformning går forud for ethvert fossilt vidnesbyrd ”¦ De fossiler der senere er blevet fundet, blev blot puttet ind i denne på forhånd opstillede ramme”

   Den illustration, han omtaler, er en Huxley har brugt til at vise ligheden mellem skeletter af mennesker og menneskeaber. Og de fossile vidnesbyrd er fossiler af menneskets forfædre.

   Det er tydeligt, at han mener, at det er en meget betænkelig måde at arbejde på. Men det er jo ganske almindeligt først at have nogle observationer (skeletter af menneskeaber og mennesker ligner hinanden) derefter opstille en teori (mennesker og menneskeaber er beslægtede) og derefter se om nye observationer (fossilfund) passer ind i teorien. Det er jo trods alt sådan det meste videnskab foregår, så hvad er problemet? Det er klart at 'Illustrationen' (altså forestillingen om hvordan udviklingen er foregået) skal justeres efterhånden som nye observationer modsiger den, men det sker jo også, hvilket er klart i det følgende. 

 

s. 183 Som kommentar til at menneskets evolution er blevet mere og mere uklar med det stigende antal fund skriver Wells: ”Det er der mindst to grunde til. Den ene er, at fossilmaterialet giver masser af plads til fortolkning.”

   Men jo mere plads der er til fortolkning, jo lettere skulle det vel være at få det til at passe til en forudfattet simpel teori om menneskets udvikling.

   ”Den anden er, at ”¦ subjektivitet ”¦ fortsat plager den forskning, der har med menneskets oprindelse at gøre.” Det er ganske givet rigtigt. Det kunne rigid kladistisk analyse måske til dels råde bod på, men den vil Wells jo heller ikke vide af. Desuden er de fleste fund nok så mangelsfulde, at der slet ikke kan foretages en rigid analyse.

   En tredje grund - og den mest oplagte - er, at menneskets evolutionshistorie simpelthen er meget mere indviklet, end man først havde forestillet sig. Det nævner Wells ikke, for det passer ikke i hans kram.

   s. 184 - 185 Han refererer Henry Gee ’In search of deep time’ Hans citater får det til at lyde som om Gee mener, at evolutionen ikke har fundet sted. Men Gees ærinde er at argumentere for en anden måde at lave palæontologi på: nemlig kladistik (hvor alle kendte nulevende og uddøde arter er endepunkter i et slægtstræ) i stedet for ’gammeldags’ opstilling af udviklingsrækker. Gee er ikke i tvivl om, at evolutionen har fundet sted. Han er blot kritisk overfor de metoder, der bliver brugt til at studere den. Igen er Wells uærlig og tendentiøs. (Læs kapitel 1 af bogen her, se et referat her)

 

s. 187 Han refererer til uenigheden mellem ’Out of Africa’ og ’Multiregion’ teorierne. Wells refererer også uenigheden om Neanderthalernes placering.

   s. 190 Wells skriver om Michael Ruse at han kalder sig selv for en ’lidenskabelig evolutionist’ men at Ruse alligevel protesterer når ’Evolutionen markedsføres af fagfolk som mere end en videnskab ”¦ ‘ Det er jo netop fordi, han går så stærkt ind for evolutionen, at han holder på, at det 'kun' er videnskab og ikke nødvendigvis har nogen filosofiske følger. Der er ingen modsætning.

   Wells glemmer, at når Gould siger, at evolutionen er præget af tilfældighed, bygger det jo netop på et omfattende materiale af iagttagelser. Nogle evolutionslinjer er præget af hel eller delvis stilstand (eller rettere; forandring uden varig retning): bakterier, encellede dyr, lampretter, hajer, næbdyr, mos, bregner. Andre er præget af stadig ophobning af mere og mere afledte træk: Slanger, pattedyr, blomsterplanter, græs. Det overordnede billede er, at der ikke er nogen regler. Man kan ikke sige, at evolutionen har en indbygget tendens til at føre til mere avancerede organismer - det er præget af tilfældigheder.
   Langt de fleste linjer ser i øvrigt ud til at være uddøde uden at efterlade sig efterkommere. Hvis man studerer Tree of Life nærmere, vil man se, at et stort antal linjer ender med et kors, der antyder at linjen er uddød.

I denne forbindelse er det jo interessant, at der jævnligt fremkommer nye fund af overgangsformer mellem mennekseaber og mennesker. Et af de seneste er fund i Georgien (Dmansi). Her er en omtale af disse fund og af hvordan de bliver forsøgt bortforklaret. Ardipithecus er også et af de seneste eksempler.

 

220910 

Opdateret 21/01/2012