Vi bruger Cookies!     

         
 X     
intelligentdesign

Intelligent Design, Creationism and Evolution in Denmark and the rest of the world


Harun Yahya: Atlas of Creation

Billedet virker som link til bogens hjemmeside. En internetudgave af bogen kan ses her.
Der er muligvis nogle forskelle på indholdet af bogen og internetsiden, idét visse lidt for åbenlyse fejltagelser efter sigende er rettet på internetsiden.

Her er et meget kritisk foredrag om bogen og dens fejltagelser.

Bogen er skrevet af Harun Yahya, et pseudonym for Adnan Oktar (Eller muligvis for flere personer).

Dette er nok et af de mest imponerende og bekostelige forsøg på at overbevise om ID/skabelsen. Samtidig er det nok også et af de mest mislykkede. Som en konsekvens heraf hører man næsten aldrig andre IDister henvise til den.

Bogen henvender sig tydeligvis IKKE til forskere; men primært til personer uden kendskab til biologi. Således nævnes i samme sætning: edderkopper, fluer, fisk, krokodiller, kaniner og fugle; betegnelser der dækker grupper med helt forskellig status: Fluer og Edderkopper er ordener; 'Fisk' eksisterer slet ikke som systematisk gruppe; Krokodiller er en familie; Kaniner er en usikker betegnelse, der dækker over et antal slægter indenfor familien Leporidae (harer og kaniner); fugle er en klasse. det er således en meget rodet og tilfældig samling af betegnelser, der kun har det tilfældes at de er let genkendelige, og alle har en fornemmelse af hvad man taler om.

Bogen giver en forfejlet fremstilling af evolutionsteorien, der blandt påstår at monstre som de der er vist her til venstre skulle have eksisteret. Forfatteren mener åbenbart at sådanne monstre repræsenterer evolutionens små skridt.
Pudsigt nok nævner de også at der skulle eksistere mennekser med 7 fingre - Tja 6 finge ses en sjænden gang.

       

En af bogens hovedpointer er at vise, at masser af dyr og planter ikke har forandret sig nævneværdigt over millioner (eller endog over hundrede millioner) år. Her er en liste over bogens eksempler. Bogen overser det åbenlyse faktum, at dette overhovedet ikke er i modstrid med evolutionsteorien. Evolutionsteorien forudser at udviklingslinjer kan gennemgå morfologiske forandringer, ikke at alle evolutionslinjer skal gennemgå sådanne forandringer. Hvad morfologiske forandringer angår er det eneste man kan sige om evolutionen, at mindre komplicerede strukturer må komme før mere komplicerede. At strukturer kan være uforandrede i lang tid er intet problem. Hvis en morfologisk struktur er velegnet til at sikre organismens overlevelse, er der ingen tvingende grund til, at den skal forandre sig.
Evolutionen udelukker heller ikke, at simple strukturer kan udvikles fra komplicerede. Kun at komplicerede strukturer påstår pludseligt 'ud af det blå'.

Bogen er angiveligt blevet distribueret gratis til tusindvis af undervisere over hele verden. Den er blevet kraftigt kritseret for at være fuld af faktuelle fejl og med så store mangler på dokumentation, at det gør den meningsløs og ubrugelig. 
Årsagen til de mange fejl og mangler er selvsagt at hele bogens projekt er forfejlet. Den forsøger at vise en statisk dyreverden, som simpelthen aldrig har eksisteret.
Det er selvfølgelig ikke sådan at ALLE bogens oplysninger er forkerte. Der er selvfølgelig masser af eksempler på at dyr og planter har været næsten uforandrede i lange perioder. Det er bare ikke i modstrid med evolutionsteorien, der aldrig har været afhængig af en stadigt fremadskridende udvikling af alle udviklingslinjer.

Det er åbenbart ikke faldet forfatteren ind at sammenligne alderen af de forskellige fossiler. Fx er der så godt som ingen fossiler af blomsterplanter der er ældre end 50 mio år, mens der er masse af bregner (meget upræcis betegnelse) der er ældre, op til 300 mio år. Derimellem ligger de nøgenfrøede (specielt nåletræer og Gingko) med aldre omkring 200 mio år. Dette mønster passer fint med evolutionsteorien.

Dog er der en del pattedyrfossiler, der angiveligt er en del ældre end de burde være.
Fx på listen over pattedyr er ca. en tredjedel angiveligt over 70 mio. år gamle. Se her.
Enten er det svindel eller også er det en sensation. Hvis det sidste er tilfældet, kan man undre sig over, at der ikke er en hel sværm videnskablige artikler, der omhandler disse ekstraordinære tilfælde.
Det minder lidt om Cremos 'Forbudt arkæologi' der tillægger mennesket en fantastisk stor alder.
Der er så to muligheder: Enten er der en verdensomspændende konspiration, der omfatter 99 % af alle palæontologer og folk fra de fleste andre biologiske dicipliner; eller også er Harun Yahya ude i et endog meget svigagtigt ærinde.

En meget irriterende ting ved oversigten er, at oplysningerne er meget sparsomme. Arterne benævnes hovedsageligt ved deres populære engelske navne - ikke ved deres systematiske. Derfor er det indimellem vanskeligt eller umuligt at vide præcis hvad der tales om. Endvidere behandles store dyregrupper under ét navn. Der er heller ingen oplysninger om hvor billederne stammer fra.
   Alt i alt er der ingen muligheder for at kontrollere oplysningerne, hvilket fra et videnskabeligt synspunkt er tilstrækkeligt til at gøre alle oplysninger værdiløse.
   Derudover benyttes der en underlig måde at navngive på. En tiger benævnes tiger (alle nulevende tigre tilhører én eller nogle ganske få nærtbeslægtede arter) en myre benævnes myre (der findes over 10.000 arter). Hvis man mener at kunne vise at arterne er konstante, må man da kunne præcisere hvilken art af myre, det drejer sig om.

Nogle af de mest graverende ting i bogen er omtalt i udsendelsen Videnskabens Verden på DR1 og i dette foredrag

Jeg har selv fundet nogle eksempler, der nærmest virker som om forfatteren gør grin med sit publikum. (Skrív nummeret i søgefeltet på AoCs hjemmeside):

Fossil SM1080 er en elefanttand. Men det ligner overhovedet ikke en nulevende elefants tænder.
Jeg har prøvet at finde et billede af en nulevende elefants tænder. Der er et på den engelske udgave af Wikipedia, her, men det er ikke særligt tydeligt. Her er et billede af en fossil elefanttand, men det ligner meget godt en nulevende elefants tand.
Billedet i fossilmuseet ser ud til at være fra en anden type nu uddød elefant, nemlig en mastodont (navnet betyder noget i retningen af ’tænder som kvindebryster’).

Endnu værre er en lang række fossiler der blot omtales som 'orm': (SI1075, SI0799, SY0822 (her er det forstørrede billede et andet end det oprindelige), SI0945 og mange andre). Der findes ingen systematisk gruppe, der bare hedder 'Orme'. Der er ledorm, rundorm, fladorm, børsteorm (med forskellig taxonomsik status) og flere andre, der ikke nødvendigvis har noget andet tilfældes, end at de er langstrakte og benløse. SI1075 er fx sammenlignet med en regnorm, men der er absolut ingenting ved fossilet, der ligner en regnorm. Mest tydeligt mangler fossilet regnormens karakteristiske krave. Det forstørrede billede af SY0822 ser ud til at vise et dyr med en masser stive børster; det sammenlignes med et regnormelignende dyr.

Der er også eksempler på grov sammenblanding af arter: fossil SP0126 viser ifølge teksten et granfrø, men billederne af de nulevende arter viser frugter af løn. Altså to helt forskellige grupper af planter; gran og løn er systematisk set mere forskellige end bøgetræer og påskeliljer.

Der er masser af mindre graverende eksempler:
SF0026: Overhovedet at omtale en 6 mio. år gammel fossil fisk som et problem for evolutionsteorien, fordi den angiveligt har stor lighed med nulevende arter, er jo latterligt.
SB0065: 12 mio. gamle fuglefjer, hvilken art? 
SB0087: Dette er bare en fugl, intet artsnavn.
SY0099: Dette er ifølge oplysningerne et søpindsvin. Det har små vedhæng på piggende hvad ingen af de afbildede nulevende søpindsvin har, så nogen evolution er der altså sket.
SP0101 og SP0080: Dette er to 'platanblade' der begge er tydeligt forskellige fra de nulevende.
SP0149: et Gingko-blad der er tydeligt forskelligt fra nulevende Gingkoers blade.
AP3520 og AP3602: 'Blomster' javel, men hvilke. En så upræcis betegnelse er ubrugelig. 

I flere tilfælde bliver fossilet sammenlignet med flere ret forskellige arter. Hvis påstanden er, at der ingen evolutioner har fundet sted, må fossilet jo være identisk med én og kun én nulevende art.
AI0009 viser en 'sommerfugl' sammelignet med tre forskellige arter af nulevende sommerfugle. Hvilken art er det lige den fossile sommerfugl angiveligt tilhører?
AI0011 er en kakarlak. Den bliver sammenlignet med to ret forskellige arter.
SI0012 er et tusindben. Det bliver sammenlignet med to nulevende arter, hvoraf den ene mest ligner en skolopender.
Adskillige fossiler af bregner bliver sammenlignet med mere eller mindre vellignende nulevende arter. Det mest grelle eksempel er dog SP0546 hvor et lidt utydeligt fossil med blade i kranse over hinanden bliver sammenlignet med almindeligt udseende nutidige bregner.
SY0142 er en sølilje (crinoid). Men hvis der ikke har været evolution af søliljer, hvorfor er de nutidige eksemplarer så helt forskellige fra fossilet?
SM2113 er en 32 mio. år gammel 'Abe' der så bliver sammenlignet med en marekat og en chimpanse, der tilhører hver sin hovedgruppe af aber. Hvilken abe er det lige de mener fossilet kommer fra?

I andre tilfælde er det lidt sværere at gennemskue meningen.
SM2148, SM2176 og SM2177 er angiveligt kranier fra ponyer. De nulevende dyr, der vises, er tydeligvis ponyer. Men ponyer er jo heste, som mennesker har avlet til at blive små. Så hvad er det lige det går ud på?
Adskillige fossiler af trilobitter er også vist. Men Trilobitter er bl.a. kendetegnet ved at kunne bruges som ledefossiler, fordi nogle af arterne kun levede i bestemte veldefinerede tidsperioder. Det stemmer jo dårligt med afvisning af evolutionen. Desuden er de jo som bekendt uddøde.

Der er fundet eksempler på direkte bevidst manipulation og bedrag i bogen. Peter Kjærgaard omtaler dette i en artikel på videnskab.dk.

 

031110

Opdateret 04/12/2011