Vi bruger Cookies!     

         
 X     
intelligentdesign

Intelligent Design, Creationism and Evolution in Denmark and the rest of the world


Kritik af Jakob Wolf: ’Rosens råb’


 

 

Meget kort, uvenligt (og ikke helt retfærdigt) - kan min kritik sammenfattes sådan:
Bogen består af tre typer argumenter: En genfortælling af Behes sludder, en genfortælling af Dembskis sludder, Wolfs eget personlige sludder.

 

For at forstå detaljerne i det følgende må man have læst bogen, så bær over med mig, hvis det virker en smule indforstået.

 

Det væsentligste

 

         Hele argumentet bygger på, at man accepterer termerne Irreducibel kompleksitet (IK) og Analog erkendelse (AE).

             IK kan tilbagevises som utroværdig. Hvordan sikrer man sig, at det, man ser, faktisk er irreducibelt?

             AE kan også tilbagevises som utroværdig, da man ikke ved analog erkendelse alene kan skelne mellem fejlagtige og korrekte analogier.

 

         Der er en forfærdelig masse upræcise eller forkerte oplysninger om biologiske fakta. Det afslører en person, der ikke har sat sig ordentligt ind i tingene og ikke har fået en biolog til at læse manuskriptet igennem.

 

         Hans opfattelse af hvad der karakteriserer naturvidenskab er upræcis eller ligefrem forkert. Igen: en fagperson skulle have læst manuskriptet igennem.

 

         ”Den afgørende grund til at ID ikke er en naturvidenskabelig teori, er at den bygger på den analoge erkendeform.” Nej - det afgørende er, at den ikke kan falsificeres og ikke er parsimonisk og ikke engang kan testes. Hvor idéerne kommer fra er ligegyldigt. Det, det drejer sig om, er hvordan man bærer sig ad med at sortere gode idéer fra dårlige.

 

        Wolf mener ikke, at det, at den analoge erkendeform kan tage fejl, diskvalificerer den som erkendelse. Naturvidenskab kan også tage fejl. Det lyder jo umiddelbart plausibelt nok, men han overser, at man ikke ved analog erkendelse alene kan afgøre om man tager fejl. Der er man nødt til at bruge naturvidenskabelig erkendelse eller noget der i det mindste ligner. Derimod kan erkendelse, der bygger på videnskabelige undersøgelser, testes. Det er jo netop det karakteristiske ved naturvidenskabelige undersøgelser, at de tester om de tilhørende terorier holder. Hvordan man er nået frem til sine teorier er som sagt ligegyldigt. Det væsentlige er, at formuleringen af teorien sikrer at den kan testes, i bedste fald kan falsificeres, og at den opfylder kravet om parsimoni.

             Det er nok den vigtigste fejltagelse. Han sætter de to former for erkendelse op som ligeværdige. Men det er de ikke. Naturvidenskabelig erkendelse har indbygget en mulighed for korrektion og forfinelse. Det har den analoge ikke.


I det følgende benytter jeg termen 'Darwinisme' fordi Wolf bruger den. Som det fremgår mange andre steder, foretrækker jeg 'Evolutionsteori'.
 

I. Indledning

 

S 8: ”Den analoge erkendeform ”¦ er vores mest fundamentale erkendeform.” Det modsiges af at nyfødt spædbarn jo må gøre sig de mest fundamentale erkendelser; men hvilke analogier kan et lille barn bruge, når det ser verden for første gang?

            ”Vi kan kun forstå et biologisk systems grundlæggende struktur i kraft af en analogi mellem det og en menneskeskabt maskine.” Men hvordan forstår vi så den menneskeskabte maskine? Hvilken analogi skal vi bruge for at forstå den - og argumentet kan fortsættes i én uendelighed. Der må nødvendigvis være noget, vi kan forstå uden analogi. I det øjeblik man erkender det, forsvinder den analoge erkendeforms grundlæggende karakter. Der må være en mere grundlæggende måde at erkende på. Og den kunne jo måske bruges til at erkende organismens struktur.   Men igen er det ikke så vigtigt. Uanset hvilken erkendeform der er den mest grundlæggende, kan selv den bedste analogi ikke sikrer at 'erkendelsen' svarer til virkeligheden.

 

S 9: ”Naturvidenskabelig erkendelse er at blotlægge årsager.” Det er nu ikke helt korrekt. Naturvidenskabelig erkendelse er at opstille teorier og afprøve dem overfor virkeligheden.

            Han konkluderer at Analog erkendelse er bindeled mellem naturvidenskab og teologi. Jeg ved ikke med teologi, men i naturvidenskab kan analog erkendelse kun bruges som inspiration. Ikke som erkendelse i sig selv.

 

II. Teologi og darwinisme

 

S 13:   Der er en selvmodsigelse i at kalde bogen for et ’Opgør med darwinismen’ og samtidig gennem hele kapitlet at tale om at finde et bindeled mellem naturvidenskaben (her er den relevante naturvidenskab jo netop darwinismen) og teologien.

 

III. Den analoge erkendeform

 

S 25: ”Enhver form for erkendelse er genkendelse” men det kan jo ikke passe, så kommer man jo aldrig i gang med at erkende. Igen - et nyfødt barn genkender jo ingenting.

 

S 29: ”Vi går ud fra at dagligsprogets erkendelser er sikre.” Nej. Med henvisning til Wolfs eksempel: Vi accepterer bare at fx ordet ’fod’ henviser til flere forskellige ting: Menneskefod, lampefod, bjergfod. Det betyder ikke, at vi har erkendt nogen sammenhæng mellem de tre, blot at det er en praktisk måde at beskrive ting, der ligner hinanden.

 

S 30: Hvis han køber Kants argument om formål i naturen, har han jo på forhånd afvist Darwin.

 

S 31: Definition på selvorganisation: at alle dele er lavet til at virke tilbage på hinanden. Dette er kun tilfældet i levende organismer. Fx opbygning af krystaller er også selvorganisering, men der virker delene ikke tilbage på hinanden. Men han kan selvfølgelig definere begrebet som han vil.

 

S 34: Citat af Kant, der mener at der ikke kan findes en forklaring på selvorganisation. Men det er jo fordi, han levede før Darwin, så det er ikke i sig selv et argument. Evolutionsteorien gør netop det, som Kant efterlyser og hævder er umuligt. Det indrømmer Wolf også senere. Men det er ikke helt klart, hvad citatet og hele omtalen af Kant og Løgstrup så skal til for.

 

S 34n: Pludselig påstår Wolf, at ”darwinismen bliver til en dogmatisk ideologi” når den ”bryder den kausalitet, der går i begge retninger, op i en kausalitet der kun har én retning.” Men darwinismen går jo netop ud på, at det der tilsyneladende er en dobbeltrettet kausalitet (det at virkningen går forud for årsagen) i virkeligheden er en enkeltrettet kausalitet. Så det han siger er jo faktisk at darwinismen på forhånd ER en dogmatisk ideologi. Den kan slet ikke forstås på anden måde, hvis man accepterer Wolfs argument. I øvrigt er det ikke kun darwinismen der kun accepterer kausalitet i én retning. Det er hele naturvidenskaben han snakker om (måske med undtagelse af kvantemekanik, men det ved jeg ikke nok om til at kunne kommentere).

 

S 38: ”Selvorganisering kan man kun forstå og beskrive i analogi med en menneskelige fornufts virkemåde.” Det giver kun mening hvis man for det første anvender Wolfs ret snævre definition på selvorganisering og samtidig benægter at selvorganisering kan opstå ved darwinistisk selektion. Men det kræver jo at man på forhånd tillægger analogien en forklaringskraft, den ikke har

 

S 39: ”Biologen kan ikke forklare selvregulerende kausalitet videnskabeligt” men det er jo netop det evolutionen gør.

 

S 40: ”Det at sjakalen, ulven og prærieulven stammer fra en fælles forform, er ikke nok til at fastslå et slægtskab imellem dem.” Det kræver en mærkelig brug af begrebet ’stammer fra’ for at få det til at give mening. Han forklarer senere at en BMW og Harley motorcykel begge stammer fra den første motorcykel. Men det er jo også en ikke-biologisk brug af ordet. Det virker som om han vil indføre tvivl om ordenes betydning. I biologisk terminologi er der ingen forskel på at ”stamme fra en fælles forform” (Wolf har vist selv fundet på ordet 'forform') og slægtskab. Det er kun fordi han bruger begrebet ’stamme fra’ på en meget løs måde, så det også kan betyde noget i retningen af ’inspireret af’. Den betydning er udelukket i biologi med mindre man på forhånd accepterer en intelligent indgriben.

 

S 40-43: Hvad er en ”helhedsdannende magt”? Er det det samme som den intelligente designer, eller hvad?

 

S 42: ”Ur-ulven lå ikke på samme organisationsniveau som sjakalen” Men det bygger jo på en forkerte forståelse af evolutionen; nemlig at den nødvendigvis er stadigt fremadskridende. Det er der ingen, der siger, at den er. Måske tror han, at darwinismen indebærer, at der nødvendigvis ske en forøgelse af organisationsniveauet. Hvis organisationsniveau ikke er kompleksitet, hvad er det så? Eksistensen af bakterierne viser jo klart, at organisationsbniveauet hos levende organismer ikke nødvendigvis øges (det er reglen snarere end undtagelsen at den ikke øges). Bakteriers organisationsniveau har sandsynligvis ikke ændret sig i 2 milliarder år eller mere. Det er nogle andre arter der lever i dag, men der er ingen grund til at tro at de er mere komplicerede.

 

S 43: Wolf mener, at udviklingen kun sjældent "går tilbage" uden rigtigt at forklare, hvad det vil sige. Et eksempel er ifølge Wolf når organismer, der tidligere var uafhængige, bliver parasitter. Det er for det første til dels noget vrøvl; parasitter har ofte meget komplicerede livscykler, selvom nogle parasitter er simplere bygget end deres fritlevende forfædre. For det andet er det en del af hans forsøg på at give det indtryk, at darwinismen siger at udviklingen nødvendigvis må føre til større kompleksitet.

            Han påstår at der ”er en generel tendens til, at organismerne bliver mere og mere komplekse.” Men han overser det faktum, at det meste udvikling er uden retning, men blot forandring, der ikke fører til mere kompleksitet eller højere grad af organisering. Grunden til at det kan se ud som om den generelle tendens er imod højere kompleksitet er, at det mere komplekse forudsætter det mindre komplekse. Derfor kommer det mindre komplekse selvfølgelig før det mere komplekse. Men det mindre komplekse fører ikke nødvendigvis til det mere komplekse.

            Evolutionsteorien er kun konsistent med en udvikling, hvor det komplicerede følger efter det simple. ID er konsistent med en hvilken som helst rækkefølge. Da designeren er intelligent, kan den jo finde på hvad som helst.

            Det er ikke i modstrid med evolutionsteorien, at nogle udviklingsrækker viser tab af kompleksitet.

 

S 44: Wolf vil have udviklingen fra dinosaurer til mus (som i øvrigt aldrig har fundet sted) til at være analog med udviklingen af stadigt mindre computere. Samme fejl igen: evolutionen har ingen bestemt retning. I nogle udviklingslinjer bliver dyrene større og større, i andre bliver de mindre. Det største pattedyr nogensinde lever nu, nemlig blåhvalen. En af de mindste fugle, der nogensinde har levet, er humlebikolibrien, der også er nulevende. Udviklingen fra dinosaurer til fugle foregik hovedsageligt hos dyr af meget moderat størrelse. Siden kom langt større fugle til.

            Hvis eksemplet viser noget som helst, er det, at Wolf ikke ved ret meget om biologi, og at analog erkendelse er uanvendelig og fører til fejlslutninger.

 

S 45-46: Wolf prøver at få det til at se ud, som om analog og naturvidenskabelig erkendelse er lige gode veje til at forstå naturen.

            En del af problemet er rækkefølgen. Ifølge Wolf kommer ’erkendelsen’ af at levende organismer ligner maskiner før beskrivelsen af organismerne. Men det er jo omvendt. Det er beskrivelsen af organismerne, der kommer før den analoge ’erkendelse’. Man er nødt til at have en beskrivelse af et objekt, før man kan erkende, hvad det ligner.

            Der er også det problem med den analoge erkendelse, at han ikke anviser en vej til at afgøre, om en erkendelse er præcis eller upræcis. Han siger bare, at den skal være præcis (se desuden kommentar til side 99-100).

 

IV. Irreducibel kompleksitet

 

S 47: ”Begrebet Irreducibel Kompleksitet (IK) er simpelthen synonymt med selvorganiserende og selvregulerende helhed.” Så er en levende organisme jo pr. definition en irreducibel kompleksitet. Hvad hvis man påviser at en IK faktisk kan være opstået ved darwinistisk evolution (se kritik af begrebet IK - side 15). Er den så ikke længere irreducibel, er den ikke længere selvregulerende eller hvad? Det ligner et forsøg på at definere sig ud af problemet. Og hvad med musefælden? Den er hverken selvorganiserende eller selvregulerende. Så er en musefælde altså ikke en IK. Men hvorfor så bruge den som eksempel?

 

S 52: Kumulativ vs. Irreducibel kompleksitet. En darwinistisk forklaring vil kombinere de to. Der akkumuleres kompleksitet, der derefter forandres så resultatet blive irreducibelt. Efter at udviklingen har ført til forandring af de akkumulerede enkeltdele, er systemet nu af en natur, så man ikke længere kan fjerne noget fra systemet, uden at det bryder sammen.

            Problemet med beskrivelsen af de irreducible systemer er jo, at han glemmer, at der er sket en udvikling i levende organismer. Systemet er ikke sat sammen af de færdige komponenter, som de ser ud i dag. Systemets enkelte dele har forandret sig, efter at de er sat sammen. Derfor kan det, der fremstår irreducibelt, være startet kumulativt. Det er et problem, der går igen, hver eneste gang han nævner IK.

 

S 55-56: ”Udbrændt materiale” er nu ikke nogen særlig præcis beskrivelse af, at det drejer sig om et system, der først og fremmest regulerer mængden af protein af forskellig slags. I øvrigt er systemet sikkert udviklet i bakterier, der er meget fleksible, da de er encellede, og derfor sikkert har kunnet klare sig ganske godt, med et meget ineffektivt system.

 

S 63-66: Om livets opståen. Det virker, som om Wolf vil have, at livets opståen på jorden er sandsynlig. Hvad hvis det ikke er tilfældet? Hvad hvis jorden er et af meget få steder, hvor livet er opstået? Hvad hvis der skal helt præcise forhold kombineret med et helt usandsynligt held til for at livet opstår? Vi ved absolut ingenting om sandsynligheden for livets opståen på en jordlignende planet, ud over at den ikke er nul.

 

S 67-68: Han gentager selvfølgelig den gamle løgn om de manglende led, uden at præcisere hvad det er, han vil have.

 

S 69-73: Wolf tager ikke stilling til, at man kan påvise, at hele konceptet IK er irrelevant. Han giver i øvrigt en forkert fremstilling af kritikken, da han ikke tager højde for det indlysende, at dele, der først er uafhængige, efterhånden bliver afhængige.

            Han mener ikke, at det er et problem at ””¦ et system kan forekomme i ”¦ mere simple variationer.” Men det viser jo, at det beskrevne system IKKE er irreducibelt. Det tager han ikke stilling til. Det må være det simplest kendte system, der er irreducibelt - om noget overhovedet.

 

S 72: Wolf har selvfølgelig ret i at gen-duplikation ikke i sig selv viser, at evolutionen har fundet sted. Genduplikation viser at ophobning af genetisk materiale er mulig, og dermed ikke i sig selv en hindring for evolutionen. En af de forudsigelser, man kan gøre med darwinismen, er jo netop, at der må være en mekanisme, der sørger for ophobning af genetisk materiale. Og den mekanisme er fundet: genduplikation (og andre ting: fx polyploidi der måske er det vigtigste hos planter). Det er lige det, en naturvidenskabelig teori skal kunne: forudse nye iagttagelser, der er nødvendige for teoriens holdbarhed. Hvis man aldrig havde fundet en genduplikeringsmekanisme, ville man have været nødt til at teoretisere, at den fandtes. Det ville have været et alvorligt problem.

 

S 75-76: Wolf taler om direkte og indirekte veje til evolution, men definerer ikke rigtigt forskellen. Påstår bare at alle biologer er enige om at de direkte veje ikke findes. Eksemplet på en indirekte vej er, at det indre øres knogler er bygget af knogler, der oprindelig var kæbeknogler, hvad ville en direkte vej være; det får vi ikke at vide.

 

S 76: Wolf mener at de voldsomme ændringer i blodtryk i en girafs hoved kræver et blodtryksregulerende kontrolsystem - ja hurra. Sådan et kontrolsystem findes i alle pattedyr. I giraffen er det mere avanceret og fungerer mere præcist over store forskelle i tryk; men alle andre pattedyr har det. Han vil tilsyneladende have, at giraffens komplekse blodtryksregulering er udviklet i et hug, men hvis giraffens hals langsomt er blevet længere, kan blodtryksreguleringen jo have fulgt med og langsomt være blevet mere effektiv.

  I øvrigt er eksemplet med giraffen nævnt i ’Pandas’ er det er rent tilfælde eller hvad?

 

         Det er ganske smart at fortælle om ’Hopeful mosters’ hypotesen og så indforstået antage, at det er den man må benytte for at forstå komplicerede dannelser. Uden at fortælle, at det er det han gør.  Det får det til at se ud, som om det er sådan, evolutionsteoretikerne forklarer tingene. Ren manipulation.

 

S 77-78: Wolf henviser til Dembskis beregninger af sandsynligheden for at flagellen opstår af sig selv. Beregningerne forudsætter at hele molevitten falder på plads samtidig, hvilket er fuldstændig irrelevant.

             Der er en anden uafhængig indvending imod Dembskis beregning af sandsynligheden for, at flagellen opstod af sig selv. Nemlig at han går ud fra, at flagellen kun kan fungere, hvis den ser ud på én bestemt måde. Hvad hvis det kan se ud på 101000 forskellige måder? Alle proteiner har områder der er meget variable. Områder der sådan set bare udfylder pladsen imellem de funktionelle områder. Det giver en kolossal mulighed for variation. Men det er faktisk ikke relevant, da hele beregningens relevans afhænger af at systemet ikke kan være udviklet.

             En relevant indvending imod hele eksemplet med flagellen er, at det er blevet påvist, at der findes et system (nonflagellar type III sekretion1) der ligner flagel-motoren til forveksling, med den ene forskel at der ikke er nogen flagel. Systemets funktion er at udskille virus. Hvis man betragter flagellen som en IK, er selve motoren altså ikke en del af det irreducible.
   En anden type indvending imod Dembskis beregninger er, at de tager udgangspunkt i det faktisk eksisterende. Men evolutionen har jo ikke et bestemt mål. Der vil blive selekteret for hvad som helst, der giver øget overlevelse/reproduktion. Et hvilket som helst system, der giver bakterien muilighed for at bevæge sig, vil der kunne selekteres for.

        

         Et simplere eksempel på, hvad det drejer sig om, kan være antibiotikaresistens hos bakterier. En almindelig flydende kultur af E. coli, indeholder ca. 109 celler pr milliliter. Hvis nu chancen for, at en bakterie muterer og bliver resistent overfor et antibiotikum, er 1:108 vil ca. 10 bakterier i sådan en kultur mutere på netop denne måde. Men hvis man tilsætter ti forskellige antibiotika samtidig, vil det kræve 1080 bakterier for at der med rimelig sandsynlighed er blot én der muterer til at være resistent imod alle ti samtidig, og dermed overlever. (Hvis hele verdenshavet var en fuldt udvokset bakteriekultur ville der være ca. 1036 bakterier. For at få mængden ned i nærheden af noget relevant, skal mutationsraten være så høj, at bakterierne næppe kan overleve.) Det er altså fuldstændig meningsløst.

            Men hvis man tager 1 ml kultur og tilsætter ét antibiotikum, er der som sagt en rigtig god chance for, at der er nogle bakterier der overlever. Hvis man så tager en lille smule af denne bakteriekultur, fortynder den i 1 ml næringssubstrat med antibiotikum i, og lader den kultur vokse natten over, vil man igen have ca. 109 celler. De vil alle sammen være resistente, da de jo er efterkommere efter en resistent bakterie og vokser i en væske, der indeholder antibiotikum. Så tilsætter man en ny type antibiotikum, der dræber næsten alle bakterierne, men nogle få overlever. Den procedure gentager man indtil man til sidst skal tilsætte alle ti antibiotika. Resultatet er en bakteriekultur med en milliard bakterier, der alle sammen er resistente overfor alle ti antibiotika. Hele proceduren kan gennemføres på et par uger, med anvendelse af mindre end en deciliter bakteriekultur til sammen. Denne beskrivelse viser med al ønskelig tydelighed hvor tåbelig Dembskis beregninger er, når man samtidig husker at begrebet IK er ubrugeligt.

            Wolf henviser til en meningsløs (og forkert - stærkt overvurderet) beregning af sandsynligheden for 5 bestemte samtidige mutationer i én organisme. Meningsløs dels fordi det ikke kræves at mutationerne sker i samme organisme, dels fordi der altid er mange forskellige mulige mutationer der fører til det samme eller sammenlignelige resultater. Derfor er det, han skriver, ikke en kritik af den almindeligt accepterede darwinisme, og dårligt nok af ’Hopeful monsters’ teorien, som kun få har taget rigtigt alvorligt.

 

S 78-79: Berettiget kritik af Dawkins evolutions-simulering. Men som det fremgår af ovenstående er det faktisk noget parallelt Dembski er i gang med. Han regner på sandsynligheden for at netop det som faktisk eksisterer, opstår.

 

S 79-80: Hvad præcis er ’specificeret kompleksitet’ citeret fra Dembski, om algoritmer der simulerer evolution. Det ser ud, som om han klager over, at man lægger en fittness-funktion ind i simuleringen; men det er jo det, darwinisme går ud på: at der er forskel på organismernes fittness (forstået som chance for at få levedygtigt afkom).

 

S 81: ”Selvorganiseringsteorier [er] enige med ID-teorier om, at den darwinistiske mekanisme er utilstrækkelig til at forklare udviklingen.” Nej - det er bare et spørgsmål om, hvad selektionen virker på. Darwinismen siger ikke noget om, at selektionen skal virke direkte på genetiske mutationer. Den kan lige så vel virke på en evne til selvorganisering, uanset hvordan den evne er opnået.

 

S 82: ”Diskussionen foregår udelukkende på naturvidenskabens præmisser” Det er et spørgsmål om hvilken diskussion han mener. Om selektionen kan forklare udviklingen er én diskussion, om ID er nødvendig er en anden. Det er også det, han når frem til på side 107. I øvrigt - hvis man diskuterer en naturvidenskabelig teori - her evolutionsteorien - er det vel rimeligt at diskussionen foregår på naturvidenskabens præmisser - hvad ellers.

 

S 83: Han synes at menneskets stamceller er meget komplicerede. Det er de selvfølgelig også, men de er bare nogle af de simpleste celler i kroppen, da de endnu ikke er specialiserede. Alle andre celler har et mønster af regulering af gener, som stamcellerne mangler.

 

S 83: Han hævder at både ID og evolutionsteorien har naturvidenskaben på deres side, men har ikke defineret naturvidenskab ordentligt. Og når han gør det (fx s. 103) gør han det forkert. Hvad er i øvrigt meningen med, at ID har naturvidenskaben på sin side, hvis det (som han hævder) ikke er en naturvidenskabelig teori. Det er vel sagtens fordi han alligevel mener at det at have naturvidenskaben på sin side er positivt, selvom den teori det drejer sig om ikke selv er naturvidenskabelig. Sådan en slags forsikring til læseren om at ID alligevel er OK.

              Han vil gerne konkludere at man ikke kan vide hvem der har ret. Det er selvfølgelig rigtigt. Men fra et naturvidenskabeligt synspunkt er det bare ikke interessant. Det er kun fordi han ikke ved hvad naturvidenskabens grundlag er (teori - test - falsifikation - parsimoni) at han kan skrive sådan.

            Faktisk drejer naturvidenskab sig jo ikke om at have ret i absolut forstand. Med hensyn til teoridannelse handler naturvidenskab om at én teori beskriver observationerne bedre end alternative teorier.

 

V. Intelligent design teori og naturvidenskab

 

S 89: Specifikation sammen med kompleksitet udelukker tilfældighed. Men det er ikke et argument imod evolution der jo netop kombinerer tilfældighed med nødvendighed.

 

S 93-94: Wolf afviser pseudogener som argument imod ID, men glemmer at anerkende, at det er et rigtig godt argument for evolutionsteorien.

            I øvrigt har han ret i, at man ikke kan forlange at fortalere for ID skal kunne forklare, hvad den intelligente designer egentlig vil med det hele. Derfor er argumenter der påpeger uintelligente løsninger ikke relevante.

 

S 96: ”Maskin-analogien dækker ikke naturens dannelser, da de er dynamisk selvregulerende og selvreproducerende systemer.” Fint, han indrømmer altså at den analoge erkendelse er værdiløs i dette tilfælde. Men hvilken analogi er det så, han mener, at ID støtter sig til?

 

S 97-99: Det er underligt at tale om hvem designeren er, når han er i gang med darwinistisk kritik.

             I dét han afviser, at det er relevant at spørge om hvem designeren er, viser han faktisk det uvidenskabelige. Hvis man ikke har en teori om designeren, kan man ikke teste om han/hun findes.

 

S 99-100: Wolf citerer David Humes kritik af den analoge erkendelse, men hele kapitel 1 viser jo, at han ikke har taget kritikken til sig. For at imødegå Hume siger han, at man skal skærpe det analoge argument ved at sige, at genstandene U og V har egenskaberne A, B, C og D, og at U også har egenskaben Q. Så følger konklusionen at V også har egenskaben Q.

             Men talrige eksempler kan gives på, at det ikke holder. Nærtbeslægtede arter har mange egenskaber tilfælles, men afviger også i nogle. Hvis man undersøger skelettet af en isbjørn og en brun bjørn, uden at vide hvordan dyrene ser ud, vil man finde, at de er næsten ens. Hvis man så finder en levende brun bjørn, og konstaterer at det ene skelet stammer fra denne art, vil man konkludere at isbjørnen også er brun. Den eneste måde, man kan finde ud af at man har taget fejl, er ved at finde en levende isbjørn, og undersøge dens skelet. Men så er det ikke længere analog erkendelse, så er det naturvidenskab.

            

S 100: Hvis det er almindeligt accepteret at analogi er gyldig i videnskab, så nævn nogle eksempler. Hvis han fx tænker på, at hvis 1000 mennesker bliver raske af en bestemt slags medicin, så bliver resten det nok også, så er det en langt mere restriktiv induktion end den han foreslår. Og induktion er ikke det samme som analogi.

 

S 101: Wolf siger, ganske korrekt, at ID bygger på den analoge erkendeform. Men dermed må også følge, at ID bliver værdiløs, hvis den analoge erkendeform kan afvises (se bjørneeksemplet s 99-100)

 

S 102: Han hæfter sig meget stærkt ved den induktive følgeslutning, men den kan ikke bruges på den måde han påstår (som beskrevet s 99-100). Der skal langt stærkere argumenter til, før induktion er gyldig. Det skal foregå langt mere præcist, end det rod han præsenterer.

 

S 102: Han siger, at genkendelse af et mønster er analog erkendelse. Men selvom det så er, så er det jo bare genkendelse af et mønster. Det siger ikke i sig selv noget om hvor mønsteret kommer fra, om det har en funktion og i givet fald hvilken osv. Og vigtigst: fordi man har genkendt et mønster, siger det jo ikke noget om de forskelle, der er mellem de to objekter, der viser mønsteret. 

 

S 103: ”Den afgørende grund til at ID ikke er en naturvidenskabelig teori, er at den bygger på den analoge erkendeform.” Nej - det afgørende er, at den ikke kan falsificeres, ikke er parsimonisk og ikke engang kan testes. Hvor idéerne kommer fra er ligegyldigt.

 

S 103: Wolf kniber udenom det naturvidenskabelige krav om test, falsifikation og parsimoni, ved at fastholde at ”Det naturvidenskabelige projekt er defineret som et projekt, der har stillet sig den opgave at prøve at se, hvor langt vi kan komme med at forklare naturen ud fra uintelligente, immanente årsager.” Han får det til at se lidt tilfældigt ud, at man lige har valgt den definition. Man kunne måske lige så godt have valgt nogle andre krav, eller en anden definition. Men sandheden er jo, at hans definition er upræcis og at test, mulighed for falsifikation og parsimoni er meget omhyggeligt valgte krav, der sikrer at man kan sortere gode teorier fra dårlige. At holde sig til 'uintelligente, immanente årsager' er en følge af kravet om at kunne teste osv. 

 

         Han mener også, at en afgørende forskel på Naturvidenskab på den ene side, og Humaniora og Samfundsvidenskab (og Teologi gudhjælpemig) på den anden, er, at Humaniora og Samfundsvidenskab tillader intelligente årsager, det gør naturvidenskab ikke. Det passer ikke. For det første er den intelligens som Humaniora og Samfundsvidenskab henviser til altid - altid - menneskelig intelligens. For det andet er det et spørgsmål om hvilket område, man beskæftiger sig med. Hvis et naturvidenskabeligt forskningsfelt involverer mennesker, vil man selvfølgelig tillade intelligent indgriben. Så længe det er mennesker, der griber ind. Det virker som et trick: hvis Humaniora og Samfundsvidenskab kan benytte intelligens som forklaring, er det altså en tilladelig argumentation. Det minder om Asmarks henvisning til arkæologi som en videnskab, der tillader henvisning til intelligens.

             Problemet med ID-teorien er ikke, at den tillader intelligent indgriben, men at den ikke kan testes eller falsificeres, og at den ikke er parsimonisk i forhold til evolutionsteorien. Så længe man ikke vil identificere designeren, er man på den sikre side, så kan den sikkert aldrig blive naturvidenskabelig.

 

S 104: Wolf skriver at ””¦ DNA-molekyler [er] beskrevet som indeholdende en stor mængde information.” Og så siger han, at det gør biologi til en videnskab der forudsætter analog erkendelse. Hvad er det for noget vrøvl? Bare fordi man erkender at funktionen af DNA er at levere information, bliver det da ikke til analog erkendelse. Og selv om det gjorde, hvad så? I øvrigt er det en meget dårlig analogi. Hvordan kan man lave en analogi som kan bruges til at erkende at DNA er information: Et alfabet på fire bogstaver, hvor der for hver tre bogstaver sker en oversættelse til et andet alfabet på tyve bogstaver. Dette nye alfabet bruges til at danne ord på flere hundrede bogstaver. Nogle stavefejl i sådan et ord kan ødelægge betydningen totalt, ikke bare af ordet (proteinet), men af hele bogen (organismen). Andre stavefejl giver overhovedet ingen forstyrrelse. Måske nok en analogi, men ikke særlig umiddelbar en af slagsen. Og under alle omstændigheder unødvendig for forståelsen.

 

S 105: Han siger at ID ikke er naturvidenskab, hvilken han har ret i. Og at forsøget på at gøre ID til naturvidenskab ophæver det naturvidenskabelige projekt. Det har han også ret i, men af andre årsager end han tror. Så kommer der en masse selvmodsigende vrøvl, hvor han både siger, at ID kræver et paradigmeskift i naturvidenskaben, og at den ikke gør det. Han ender med at erklære, at ID er en forudsætning for biologien. Men argumentationen er en gang uigennemskueligt, selvmodsigende vrøvl.

 

          ”Analog erkendelse af naturen er udtryk for en objektiv erkendelse”¦” Vrøvl, en analogi må jo i sin natur være subjektiv: ’det ligner’ ja - men hvad hvis jeg ikke synes, det ligner? Det kan kun være de allermest indlysende analogier, der er objektive, og så er man nødt til at teste, om det er indlysende ved at spørge en masse mennesker om, hvad de synes, det ligner.

             Og sådan set er det ligegyldigt, om det er objektivt, for problemet er igen, at man ikke kan undersøge, om analogien holder, uden at bruge metoder der ikke i sig selv er analoge.

 

S 106: Her når Wolf frem til en slags konklusion, selvom den ikke er pointeret som sådan. En almindelig kritik af ID er nemlig, at den er en teori om uvidenhed. Den siger, at det, vi ikke ved, kan forklares med ID, og det er en svag teori, der kun kan forklare det vi ikke ved, ved at henvise til en årsag, man ikke kan teste.

            Wolf mener så at kunne tilbagevise denne kritik, ved at sige at ID ikke er en naturvidenskabelig teori, men noget andet, nemlig analog erkendelse. ”ID skal ikke erstatte den darwinistiske teori”¦” hvorfor kalder han så bogen ”et opgør med darwinismen”?

        

         Han når frem til at dele ID op på følgende måde:

            ”Den darwinistiske mekanisme kan ikke forklare udviklingen af centrale biologiske systemer. Kun en intelligent årsag kan forklare udviklingen af disse systemer”         

            Det første er en naturvidenskabelig kritik, selvom den er forfejlet, da det simpelthen ikke er korrekt. Det andet er ikke en naturvidenskabelig kritik. Det har han ret i. men så er den sidste kritik jo heller ikke interessant, og naturvidenskaben kan med sindsro sige, at det gider vi overhovedet ikke beskæftige os med. Lige som naturvidenskab ikke beskæftiger sig med teologi, beskæftiger vi os heller ikke med analog erkendelse - hej.

             Der er bare det problem, at han ikke er ærlig - han vil jo gerne præsentere ID som et opgør med darwinismen.

 

S 108: Wolf mener ikke, at det, at den analoge erkendeform kan tage fejl, diskvalificerer den som erkendelse. Naturvidenskab kan også tage fejl. Man han overser, at man ikke ved analog erkendelse alene kan afgøre, om man tager fejl. Der er man nødt til at bruge naturvidenskabelig erkendelse eller noget der i det mindste ligner.

             Det er nok den vigtigste fejltagelse. Han sætter de to former for erkendelse op som ligeværdige. Men det er de ikke. Naturvidenskabelig erkendelse har indbygget en mulighed for korrektion og forfinelse. Det har den analoge ikke.

 

S 110: Han afviser som latterligt at ID har noget med kreationisme at gøre. Det er vist det eneste sted, han tager stilling til spørgsmålet. Se under 'Er ID religion' for en nærmere behandling af dette spørgsmål.

 

VI. Darwinisme som ideologi

 

S 112: Wolf synes at have en sikker overbevisning om, at blot en analog erkendelse er tilstrækkeligt præcist beskrevet, er den troværdig. Han har blot ikke fremsat en metode til at skelne mellem præcise troværdige analoge erkendelser og upræcise utroværdige. Hvis det er argumentet side 99-100 han mener, er det jo åbenlyst uholdbart.

             Han mener sig sikker på, at det umiddelbart indlysende også er sandt.

             Hertil kan man jo svare: himlen er en hvælving, månen lyser, torden er vognrummel.

 

S 114: Nogle forvrøvlede bemærkninger om rosens røde farve som optisk illusion. Beskrivelsen af den røde farve som resultatet af reflekteret rødt lys, er jo ikke i modstrid med oplevelsen af farven. Det er bare en naturvidenskabelig forklaring på, hvad den oplevede farve består af. Det er ikke en illusion, det er bare en præcisering af, hvad den røde farve består af: rødt reflekteret lys.

 

S 115: ”Det ser ikke blot ud som om naturfænomenerne er designede. De er designede.”

         Hvis man vil være lidt spids kan man jo svare med præcis samme struktur:

         ”Det ser ikke blot ud som om himlen er en hvælving. Den er en hvælving.”

         ”Det ser ikke blot ud som om månen lyser. Den lyser.”

         ”Det ser ikke blot ud som om solen går rundt om jorden. Den går rundt om jorden.”

 

Eksempler på fejlagtige opfattelser af naturen

 

S 9 og resten af bogen: Meget upræcis beskrivelse af naturvidenskab. Han nævner ikke på noget tidspunkt falsifikation eller parsimoni.

 

S. 42 Fejlagtig opfattelse af evolutionen som nødvendig opbygning af et stadigt højere organisations-niveau.

 

S 43: Noget vrøvl om parasitter som tilbageudvikling.

 

S 44: Endnu værre vrøvl om mus og dinosaurer.

 

S 55: ’Udbrændt materiale’ er en meget dårlig beskrivelse af proteiner der sendes til destruktion.

 

S 67: Løgnen om de manglende led

 

S 76: Fejlagtig beskrivelse af hvad det er, en giraf kan med sit blodtryk.

 

S 77-78: Henvisning til Dembskis beregninger uden at tage kritisk stilling til dem og sammenligne dem med hvad evolutionsteorien faktisk siger.

 

S 81: Det ser ud til, at han har en meget simpel opfattelse af darwinisme, der udelukker at den kan virke på selvorganiserende systemer.

 

S 83: Fejlagtig opfattelse af menneskers stamceller som specielt komplicerede.

 

Kilde 1: Hueck, C. J., 1998. Type III protein secretion systems in bacterial pathogens of animals and plants. Microbiol Mol Biol Rev. 62 (2), 379-433.


181009 


Opdateret 18/10/2012